Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robert Michels: Strejflys over den internationale Socialismes Psykologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Strejflys over den internationale Socialismes Psykologi 573
England og Amerika trods deres uhyre Arbejdermasser hidtil kun
har naaet til en Socialistbevægelse i Spiren. Ud over 7« af
Folkerepræsentationernes Medlemstal er Socialisterne intetsteds naaede;
derimod er i Tyskland 7s af det samlede Stemmetal afgivet for
socialistiske Kandidater.
Vi vil nu prøve at give knappe Rids af de interessanteste
Særtræk hos de vigtigste Landes socialistiske Partier og deres
historisk-psykologiske Ejendommeligheder.
Socialismens Moderland er Frankrig. Den store franske
Revolutions Tanker indvirker endnu særdeles mægtig paa den franske
Socialisme. Auguste Blanqui, den sidste store Revolutionsmands
Udraab: ni Dieu, ni Mattre! er stadig de franske Socialisters
Valgsprog og giver deres Agitation et ateistisk, religionsfjendtligt Præg,
der ikke paa den Maade findes i andre socialistiske Partier. I
Frankrig er det næsten et Partiforræderi, naar en Socialist lader
sine Børn døbe; blandt tyske Socialister er det noget ganske
dagligdags, som man ikke spilder et Ord paa. Den større
konfessionelle Frihed i Frankrig har dog maaske ogsaa sin Del i denne
Forskel. Men vist er det ialfald, at den franske Socialisme ikke
blot kritiserer det jordiske men ogsaa det overjordiske Styre. De
revolutionære Minder gør det derhos Socialisterne i Frankrig lettere
at tænke paa at bruge Vold, end det bliver andetsteds.
Franskmændene er saa tidt gaaet ned paa Gaden for at sætte deres
Ønsker igennem, at Tanken derom ikke er saa skræmmende for
dem. En anden Arv, de franske Socialister ikke kan frigøre sig
for, er de evige Fejder, som de mange socialistiske Skoler altid
har ført indbyrdes. Dogmatisme og Sektvæsen, Selvraadighed og
Utaalsomhed, i det hele den yderlige Individualismes franske
Grundskader tynger endnu, omend mindre end tidligere, den franske
Arbejderbevægelse, som derved stadig hemmes i sin rolige Virken.
Det forklarer maaske, at næppe noget Parti gennem Aarene har
været udsat for saa voldsomme Styrkesvingninger som de franske
Socialisters. Noget socialistisk Enhedsparti danner de endnu ikke.
Under haarde Kampe brydes to socialistiske Partier med hinanden,
det stærkere „Højre", Jaurés’s, med den officielle Titel Parti
soci-aliste français, og det svagere „Venstre", Guesde’s, der kaldes
Parti 8ocialiste de France og bestaar af gamle Marxister og
Blan-quister. Men det varer vel ikke længe, før de endelig slutter sig
sammen. — Den franske Socialisme har, fremmet af Landets fri
Forfatning og Regeringens Kamp med Klerikalismen, faaet meget
Tilskueren 1904 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
