Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Fra München til Bayreuth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
585 Fra München til Bayreuth
’ af Sagen — er visselig ingen Behagelighed. Og dog havde hans
Fjender i Virkeligheden gjort Wagner den største Tjeneste.
Først og fremmest hvad hans kunstneriske Arbejde angik. En
Atmosfære, der paa den ene Side var truende, ladet med smaaligt
Nid og alskens skelende folkelig Ugunst, og paa den anden Side
urolig svanger med tidspildende kongelig Gunst — var lidet
held-bringende Betingelser for et sårt og lidenskabeligt
Kunstnertemperament, naar det gjaldt den sidste Tagen-sig-sammen til
Fuldendelse af mægtige Værker; hvor uendelig bedre stemmede ikke til
en saadan Fordring et verdensfjernt Ophold i tryg Ensomhed,
omgivet af den herligste, paa én Gang yndige og mægtige Natur!
Og dernæst med Hensyn til Festspilhuset. Fra først af havde
Wagner tænkt sig dette fjernt fra Storstadslivets Tummel.
München var næsten lige saa lidt skikket dertil som Berlin, hvor senere
„Mephistopheles raadede ham til at bygge sit Teater, og lovede
at alle Djævle med krumme og lige Horn skulde gaa ham til
Haande, naar det blot maatte gaa smukt berlinerisk til". —
Triebschener Idyllen med Kompositionen af „Mestersangerne"
og „Götterdämmerung", og Bayreuth med Opførelsen af „Ringen"
— det var det Svar, Wagner gav Münchenerne.
Paa en Landtunge i Luzernerbugten og kun et Par Kilometer
fra Byen ligger der et gammeldags to Etages Hus midt i en Have,
der indtager hele Pynten. Her levede Wagner i seks Aar, der vel
kan betegnes som hans lykkeligste Tid. I Begyndelsen — det var
over et halvt Aar efter Münchenerkatastrofen — var hans
Stemning rigtignok ofte nedtrykt til Fortvivlelse. Et levende Indtryk
heraf faar vi gennem hans Husholderskes, den trofaste Vrenelis
Optegnelser, en af de intimeste Kilder til Wagners Liv i disse Aar.
„Paa denne Tid (Foraaret 66) blev han en Aften usædvanlig længe
ude. Det blev Nat, og Russ (Hunden) kom til min Skræk alene
hjem fra Spadsereturen. Jeg blev saa bange, at jeg ikke længer
kunde blive i Huset. Karlen Jost fulgte mig med en Lygte, og vi
gik sammen ind ad Byen til. Da vi var naaet halvvejs, mødte vi
ham virkelig. „Aa, jeg troede at ingen mer brød sig om mig,"
sagde han. „Selv den ellers saa trofaste Russ lod mig i Stikken."
Da han var kommen hjem, sank han ligesom livstræt ned i en
Lænestol, og Taarer fyldte hans Øjne — Vidnesbyrd om hans
indre Oprevethed." —
Saadanne Stemninger, som hans Liv havde været rigt nok
paa, svandt for aldrig at vende tilbage, da Bülow i Begyndelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
