Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. V.: C. E.’s nyeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. E.’» Nyeste
589
sig, fordi der ingen selvegen Oprindelighed var, som strittede imod, og
derfor ogsaa i god Tro holdende for sit eget naturlige Væsen, hvad der
bare var Laanegods. Altid har han — uden at vide det selv — haft
en Forskrift for, hvad han mente og gjorde, spillet en Rolle, som han
har beundret andre i; den, der har Organ for sligt, kan paa hver Spalte
eller Side, Hr. E. skriver, se ham indtage en Attitude, efterfølge et eller
andet Program, nyde sig selv i en Drappering. Det er som en
Forhekselse for ham: uforbederlig Fantast, uhjælpelig Komediant. Noget af
det smukkeste hos ham er just hans Trang til at beundre, hans
Lærvillig-hed, hans Lyst til at underordne sig, tjene en Sag, følge en Parole, kæmpe
som Menig under en Generals Faner. I sit naive Fantasteri agerer han
ikke sjælden den udisciplinære, uafhængige Kritiker, der følger sit eget
Hoved og siger sin Mening til alle Sider; men han er og bliver i
Virkeligheden Disciplen, Dogmatikeren, Manden med Kulsviertroen, og det virker
let irriterende, naar han med Opdagerglæde og rolig Ejerstolthed kaster
moderne, radikale Tanker ud paa Markedet, som bærer gammelkendte,
gangbare Stempler og allerede en Stund har været Allemandseje; det
virker ubehagelig usandt, naar han ranker sig i Ryggen og træder haardt
i Gulvet som den, der er „Mand for sig* og Karl for sin Hat, medens
det for alle andre end ham selv er vitterligt, at han bærer Døgnmodens
Liberi og gaar et eller andet Partis, en eller anden Klikes, en eller anden
Opinions Ærinde. Hans fortrinlige Brugbarhed som Journalist beror
jo herpaa. Og alt, hvad han tænker og føler, — foruden at mene det
og føie det (hvad han virkelig gør,), véd han tillige, at han bør mene det,
og er tilfreds med sig selv, at han føler saaledes. Snart ser han sig
som den radikale Frihedsskribent, hvis Pen er en Lanse, en „Ritter vom
heiligen Geist*, af Voltaires eller Heines kæmpende Kirke. Snart er han
det fine, moderne Kulturmenneske, en Ironiker i A. Frances Lignelse,
en medfølende Skeptiker, en elegant Kvindernes Ven, er artistisk
Skøn-hedsdyrker. Nu er han det hedenske Renæssancemenneske, der elsker
den røde Lyst og den sorte Synd, eller det Nietzscheske Adelsmenneske,
omgiven af sjofel Plebs og husmandslurvede Smaafolk; saa er han den
revolutionære Proletar i russisk Lignelse, Kammerat med Samfundets Stedbørn,
Skøgernes og Bøllernes Ven; nu igen er han den bestandig borgerlige
Hr. Sørensen, det gemytfulde Familiemenneske, den for Samfundsvellet
bekymrede Borger. I alle Roller tager han sig selv fuldkommen au serieux,
og det er ikke det mindst morsomme ved denne Publikums Hofnar, at
han i god Tro stadig er til Nar for sig selv. Enhver Stump Spalteføde,
han leverer, er for ham en Handling, og enhver Position, han indtager,
er for ham en hellig Pligtsag. „Ved Du ikke, at hvor Ulrik Brendel
staar, staar han altid for Alvor?" Husker man ham, naar han gik frem
i „Politiken" i de tro Tilhængeres Navn og talte Sandhedens frimodige
Sprog overfor Mesterens, G. B.’s Forvildelser, — den, „der styrer
Kongens onde Raad, er Kongens bedste Ven". Eller naar han — som Manden
gjorde det overfor Defoe, se Brandes: „Naturalismen i England" — i sin
Tid lod sig hejse op og hængte Kransen om E. B.’s blege Martyrhoved,
da han var fæstet paa den offentlige Menings Skampæl, — en Krans, der
bestod i Tilegnelsen af et eller andet af hans „modigste" og „frieste"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
