Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. V.: C. E.’s nyeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
592
C. E.’» Nyeste
op som et Brudekammer med Roser paa Bordene, i Karmen, i „hendes
smalle, hyide Seng", tænder Lamper og Lysestager og lægger frem til
hende — hun en lang, moderlig Skrivelse, han et Vers, han tidligere en
Gang har digtet til en, lian elskede. Saa gaar Forældrene tilfredse i Seng;
„aldrig har nogen Pige haft saadanne Forældre" siger de til hinanden.
Det er ganske i Smag med en Scene i „Lille Johanne", hvor — saavidt
jeg husker — Forældrene drapperer deres døde Barn med Blomster og
derefter sporenstregs rejser deres Vej fra Dødslejet, overladende Ligets
Begravelse til de sorte Præsters Gøgl. Men oprigtig talt! naar vi nu alligevel
tager naturligt paa naturlige Ting og er moderne Mennesker — havde det
saa ikke været programmæssigt, om der af de forsynlige Forældre ogsaa
mellem Roserne paa en diskret Maade havde været lagt forskellige mere
praktisk-hygieiniske Ting til den uerfarne Datter?
Dette er „moderne" Poesi for den modnere — o: umodnere —
Ungdom. Netop saadan er det, at man nu til Dags i Lømmelalderen og
i Backfischeaarene drømmer om, at det burde være og at man vil bære
sig ad overfor sine Børn. Det hele er ganske ligesaa inderlig lavet,
konstrueret, „digtet" som nogen ædel og skøn Situation i H. F.’s
fædreland-ske Romaner for samme Alderstrin i tidligere Slægtled.
Men heri ligger nu ganske vist ogsaa den C. E.’ske Poesis Berettigelse.
Den har aabenbart sit Yndlingspublikum blandt de 16—20aarige og —
socialt set — blandt frisindede Kommiser og „moderne" Kontordamer, og
blandt dem øver den vistnok baade en frigørende og paa sin Vis forædlende
Virkning. Thi der er jo ingen, der kan nægte, at der er baade kunstnerisk
Talent og digterisk Natur i G. Ewald. Hele den summariske, springske
Fortællemaade i „Min store Pige" er ikke blot fiks og praktisk, men har
utvivlsomt Fremtiden for sig, naar man er bleven ked af de omstændelige
Romanomsvøb. Og der er i Bogen baade et Dickensk Humor og et ægte
pædagogisk Blik og Greb, baade varmt Gemyt og bevægede Stemninger;
Skildringen af den unge Piges Forelskelse er sand og fin. Alt det sande
og smukke er blot hele Vejen forkvaklet af det Fantasteri og det Skaberi,
som skal til for at tale Stemmeskiftets underlig forskabede Aar til Hjerte,
og det moderne Frisind optræder i Bogen netop med den mandfolkede
Raskhed, den vulgære Følsomhed, den „vornehme Ausstattung" — som
det hedder om tyske Godtkøbsudgaver, — der gør saa mægtigt Indtryk
paa cyklende Butiksfrøkners Sind.
Og vi andre kan jo nøjes med at tage Hr. G. E. for, hvad han er.
Det er dog et levende Menneske, som larmer og spræller, underholder og
sætter Liv i Kludene. Hans Opfindsomhed er uudtømmelig, hans Humør
har udmærkede Indfald; hans sunde Sans træffer mangen Gang lige i den
sorte Prik, og i sin Uvornhed siger han ofte befriende Ord. Og man kan
nok holde sig ham fra Livet, naar han bliver for paagaaende. De aabne
Breve, han nu og da belemrer Folk med, har han jo aldrig været
forvænt med at modtage Svar paa. Og hvad han kaster efter en, kan man
let børste af sig.
V. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
