Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - O. Siesbye: J. N. Madvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
598
J. N. Madvig
quoque animo est facere; et regnum et Macedonum nomen haud
minus quam Romanum nobile sentietis." Ordene fra »sin bello
lacessitis" kan kun betyde: „men hvis I udæsker mig til Krig, har
ogsaa jeg i Sinde at gøre det; I skal saa faa baade mit Rige at
føie og Makedonernes Navn, der er ikke mindre berømt end
Romernes." Her er hvad Meningen angaar to Fejl: Dels kunde
Kongen, hvis Romerne udæskede ham ikke „ogsaa gøre det*,
d. v. s. udæske dem, men vel besvare Udæskningen, dels er et
Navns Berømmelse ikke et Onde der føles gennem en Krig, det
maatte i ethvert Tilfælde være Berettigelsen af Berømmelsen der
føltes; og der er en sproglig Fejl, da det hedder „in animo est
facere aliquid". Paa denne Fejl kunde der let bødes ved at
indskyde et „in", men Meningen blev jo dog den samme. Man maa
nu vide, at „est* meget hyppigt findes skrevet „st"; hele Fejlen
bestaar da i, at der er indkommet et t for meget og saa gjort to
Ord ud af ét. Der skal nemlig, som Madvig har set, staa: „sin
bello lacessitis, mihi quoque animos facere et regnum et
Macedonum nomen haud minus quam Romanum nobile sentietis": „men
hvis I udæsker mig til Krig, skal I faa at føie, at baade mit Rige og
Makedonernes Navn, der er ikke mindre berømt end Romernes,
giver ogsaa mig Mod."
Madvigs Sprogstudium gjaldt ikke de to gamle Sprog alene
som han ifølge sin Embedsstilling særlig maatte sysle med; det
strakte sig ikke saa lidt videre. Fra Skoletiden medbragte han
Kundskab til Hebraisk, som han i sit første Studenteraar
vedligeholdt: det derved vundne Indblik i den semitiske Sprogæt
supplerede han ved en kort Tid at sætte sig ind i Arabisk; ogsaa med
et af den ariske Æts Hovedsprog, Sanskrit, stiftede han
Bekendtskab. Ganske vist blev han ikke med Hensyn til disse Sprog,
som han senere hen ikke fik Lejlighed til at give sig af med,
nogen lærd Mand, saa lidt som, hvad han har beklaget, med
Hensyn til Oldnordisk: men hans Syslen med dem satte ham i Stand
til at frigøre sig for ensidige Forestillinger, som let fremkommer
hvor man har med en begrænset Kreds af indbyrdes nærstaaende
Sprog at gøre, og udvide Blikket til en Betragtning af Sprogets
Væsen overhovedet. I en Række paa Dansk skrevne, senere paa
Tysk oversatte, Afhandlinger har han (jeg tillader mig her at
benytte en af hans mest fremragende Disciples Ord) „med stor
Klarhed og Ædruelighed og med skarp Kritik af alle Forestillinger
om Sproget som noget dunkelt og mystisk fremsat Anskuelser om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
