Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Ensom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ensom
631
Saa begyndte han at tale. Af og til standsed han og tiede
saa længe, at jeg var ræd for, at han skulde fortælle Resten for
sig selv. Og jeg mumled et: „og saa?" Og han fortalte mere.
„Jeg véd, at du engang skrev til Vanda Helms, medens hun
var i Udlandet. Hun svarede dig kækt. Hun var ikke kæk
dengang. Hun var daarligere end nogen aner. Hun kom tilbage, véd
du. Hun rejste til et lidet Fiskerleje, hvor der boede et Par
Hundrede Mennesker. Jeg fulgte hende did. Jeg forstod, at noget
maatte ske. Der var noget forunderligt over hende ... tidt syntes
jeg ikke hun levede ...
Jeg tænkte: hun skulde ikke ha’ rejst hid. Ikke til
Ensomheden. Hun skulde blevet i Byerne. Al Larmen, alle de som
arbejder og puster, alle de som har det godt, og de som har det
ondt, alle de, som lever og er unge og er gamle og dør — alt
vilde have adspredt hende. Her blir hun gaaende hvileløs, hun
kredser om sit Savn ...
Jeg Iror, hun anstrengte sig for at bli fri; hun fandt et
gammelt Klaver, og hun gav sig til at spille. Hun sang ogsaa.
Men lidt efter lidt blev hendes Sange af en egen Art.
Forunderlige Folkeviser, af dem der af og til synges paa ensomme Steder.
Du kender dem. De er ofte meget gamle. Ingen véd, hvem
dig-ted dem. De ender som oftest med Død. De er mangen Gang
saadan, at man tror, at Manden, som digted slig en Vise, digted
bare den ene. Man tror at hver af dem har kostet et Menneskeliv.
Se disse Sange summed altid om hende. Hun sang dem, hun
nynned dem.
Edmund Vold gjorde en liden Stans. Saa fortsatte han, —
hans Stemme dirrede let:
, Vanda Helms var jo et dejligt Menneskebarn. Hun havde
ligesom sparet sammen Elskov og Lykke for at gi’ det alt til den,
som vandt hende. Og saa mødte hun Erik Velde, og hendes
Lykke blev usigelig. Men saa misted hun den, og Livet blev
hende kvalfuldt. Hun sagde en Dag til mig: „Nu kan jeg ikke
mere holde detle ud.*
Naa, hun holdt det ikke ud.
Paa en Tur til Søs blev hun borte. Jeg husker den sene
Kveld, da Fiskerne kom blege ind i min Stue. Jeg saa’ paa deres
Miner, hvad der var hændt. De forstod, at jeg vidste alt ... Saa
gav et Par af dem sig til at fortælle ... Jeg maatte endelig ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
