Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Ensom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
632
Ensom
tro, det var deres Skyld. De havde gjort deres bedste for at redde
hende. Hun var kommen ind under Baaden ... var sunket straks.
Hun havde tidt de sidste Dage sagt til mig: „Du vil nok hjælpe
mig, Edmund? ... Og du vil ikke være vred paa mig, om jeg
tilsidst gir tabt? ... Vil du vel?" — Og jeg havde svaret: „Jeg
har jo ingen Ret til at være vred paa dig, Vanda ... Du véd ...
jeg vilde jo ingenting heller end at hjælpe dig." Da saa’ hun
længe paa mig og sagde: „Du har hjulpet mig saa godt, Edmund.
Tak for den Hjælp, du gav mig til at komme over denne svære
Tid med ..." Og saa skete noget sælsomt: hun tog mig
pludselig om Halsen og kyssed mig langt og inderligt paa min Mund.
Jeg blev staaende som bedøvet af hendes Kys. Hun havde aldrig
kysset mig før. Jeg tror, at jeg omsider rysted paa Hovedet og
greb om mine Øjne: „Gud forlade dig, Vanda, hvad er det du gør?
Hvorfor kysser du mig?" Hun blev staaende og stirrede paa mig
... „Jo," hvisked hun, „jeg begynder at faa nyt Liv ... og i det
Liv elsker jeg dig." Jég forstod ikke ganske hendes Mening,
da hun sagde dette, men det Smil, der for over hendes Træk, var
ligesom et fjernt Lys, der stiger og blir borte.
Dette hændte Dagen før hun døde. Du forstaar altsaa, at
det nye Liv, hvori hun elsked mig, var det Liv, hun da var
indviet til ... Døden ... det hinsidige Liv ... hvad du vil kalde det."
Edmund Vold sad stille en Stund. Hans magre Skikkelse saas
mere sammenkrøben end før. Et maanesygt Lys skinned i hans Øjne.
„Fra først af," hvisked han lidt efter, „havde jeg kanske
haabet at vinde en anden Vanda Helms end hun, hvis Liv var dødt
Jeg havde kanske haabet at vinde den levende, den jordiske Vanda
Helms ... Naa, men det Liv hos hende raabte paa en anden end
mig ... paa en stærkere og skønnere Mand end jeg ...
Naa, saa flk jeg det andet Liv hos hende, det jeg havde Ret
til. Det, hvori vi mødtes: hun den døende ... jeg den aldrig
rigtig levende, den altid ensomme.
For véd du: medens Skyggerne fra den nære Død rørte
hendes Sjæl, blev hendes Kærlighed til mig større. „Lad mig se dig
dybt i dine Øjne," sagde hun, „du har noget der, som jeg synes
jeg kender." ... Og saa læned hun sig tilbage og kyssed mig
skælvende ... Og hun takked mig endnu mange Gange ... Og da
Natten kom, bad hun mig blive. „Du skal være hos mig," sagde
hun, „du, min Brudgom!" Ja hun gentog det med tindrende Øjne:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
