- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 21 (1904) /
684

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Smertens Vej

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

684

Smertens Vej

hvor den skarpt belyste Sti hovedkulds forsvandt mellem to
sammenludende Klippehorn, hvis muldfyldte Mostrevler hvidnede
gen-nemskinned — derunder gabede Mørket bundløst op.

Jesus stod med Haanden paa sin Discipels Skulder, lys og
smækker i den tilbageslagne Kappe, Disciplen rugede med det
haar-tunge Hoved sænket mod den knyttede Næve, hans Knæ var sunkne
let, som under Trykket af Mesterens Haand.

Jesus smilte med Lys over Øjne og Mund: .Hvorfor gik du?"

Andreas løftede sine Øjne, mørke, brune, saa vendte han
Hovedet mod Dybet, dernede hvor der i Mørket graanede Stentage,
Pyramidekegler og struttende Olivenkroner.

Jesu Øjne havde fulgt hans Discipels nedad — nu fæstede
han dem stift paa Andreas, han krammede Haanden fastere om
hans Skulder.

„Andreas, jeg har sagt dig det, — de sorrigfulde har vi altid,
men ikke altid har vi Bryllup."

Der gik et Ryk gennem Andreas’ kappehylte Skikkelse, han
løftede Hovedet opad mod den brede Lysning fra Bryllupsdøren.

Harperne sang ud af Lyset, skinnende blanke, — unge
Kvinderøster steg derover i higende Længsel, som Turtelduer stiger ved
Foraarstid over Libanons Skove, klukkende, kaldende, lokkende, og
saa bruste dybe Mandsrøster frem, som Ørnes Elskovsjagt gennem
Luften. — alle Duernes hvide Vinger hvirvlede sneblinkende til
Vejrs; og under Paukers Slag og det skarpe Skrig fra Ugabfløjtens
Pelikanknokkel, mens Føddernes Dans bruste som en Storm, foer
Stemmernes Jagt gennem Dørgabets Lys ud over de to ensommes
Hoveder paa Tjørneskrænten.

Andreas foer tilbage med Haanden løftet over sig som til
Skærm, til Forbud.

Jesus traadte et Skridt frem, hans Haand klemte om Kjortelfligen:

„Andreas, du som siger, du er mig lydig — lærte jeg dig at
hade Menneskene, eller lærte jeg dig at fryde dig med dem i deres
Fryd, som du sørgede med dem i deres Sorg? lærte jeg dig at
føie med alle mine Børn i alt, som en ’af deres, eller lærte jeg dig
at ringeagte noget af det, min Fader gav dem?"

Stemmerne oppe i Lyset løftedes opad, svimlende opad,
Mands-og Kvinderøster som en Sværm af Ørne og Duer blandet mellem
hverandre i paradisisk Fryd, forenede i Brylluppets Hymnekor.

Andreas var sunket ned foran Herrens Fod med Ansigtet løftet
mod ham.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:45:31 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1904/0688.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free