Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Smertens Vej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Smertens Vej
691
tunge Fodtrin snublende mod Stenene, Eder og Latter, men tværs
igennem den muntre Larmen og oppe over det hele en afbrudt,
smertefuld Stønnen. Longinus pressede Hovedet fastere ind mod
Træet og lyttede med sænket Øre anspændt opad — de døde
Øjen-kugler pressede paa til Sprængning, Munden gabte, begærlig,
halv-aaben, med udstrakt Tunge, Hænderne famlede feberhastende op
og ned langs den ufilte Bjælke — hvad skete deroppe? alle Folk
var saa glade — men denne Stønnen — den knugede paa Hjertet —
„Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!"
En skraldrende Latter tordnede som en Storm om hans
Hoved, men langt tilbagekastet, med Hænderne klamret om Træet og
Knæet presset mod det, stirrede Longinus’ blinde Øjne ubegribende
opad — denne Stemme, denne høje, klangfulde Stemme, men i
Dag saa sær skarp, som anspændt, udstødt — men — —
„Jesus, Jesus," han strakte famlende den ene Haand op ad
Træet, „svar mig, hvad sker?" Latter bruste over hans Hoved,
Brøl hvirvlede om ham, et Slag greb i hans Skulder, Bulder af
jernskoede, tunge Fødders Dans mod Stenene:
„Ha, ha, ha, hej! den blinde, Tiggeren, ban spør ham, hvad
der sker! ha, ha, ha, hej!"
En glødende Hede gød sig over de spændte Øjenhinder,
flydende hedt ned om Kinderne et Smerteskrig fløj fra Longinus’
Strube — det brændte ind i Hjernen — saa samme svidende
Hede over det andet Øje — hans Haand greb fortvivlet derop
–-og saa pludselig to Øjne ned i hans — to udspilede,
violskinnende Øjne under en Bue af brune Torne, bloddryppende,
et foroverbøjet Ansigt med violetspændte Aarer i den hvide Hud,
med nedadvæltende Haarmasser om de hule Kinder, med
Munden reven aaben med glimtende Tænder–end et brændende
hedt Bloddryp paa Panden — og en Svalning, friskende blaa —
som af Rosenblade — —
„Jesus — jeg ser — jeg ser–igen — igen–-jeg —
jeg — Lys — Lys —!" Longinus tumlede med oprakte Hænder
bagover — hele Himlen gød sig med Et ud over ham, foraarsblaa
— men deri en høj, sortopragende Skygge, vildt truende, med
vidt udstrakte Arme som rivende hele Himmelblaaet til sig–
Longinus laa mod Stenene med tilbagebøjede Ben, med
Armene slyngede om en mosgrøn Klippeblok, stirrende som besat.
Skimtende til højre og til venstre to vældige Kors mørknende
imod Lyset, med to højt optaarnede Skikkelser, vilde, skæggede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
