Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Smertens Vej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
692
Smertens Vej
som Løver, fraadende, slidende i Naglerne, saa Træet rystede, og
Bloddraaberne sprøjtede i en rødlig Regn i Solskinnet.
Men i Midten, paa det højeste Kors hang han — Jesus,
Frelseren, hvid, slank, sammenbøjet, med Hoften skudt skævt op over
Klædets blodplettede Klud, med højre Brysts Ribben staaende ud,
spændt som en Klinge, med Hovedets Tornekrans sænket mod den
venstre, løftede Skulder og det røde Haar hængende ned over
Brystvorterne, Armene strakte opad til begge Sider, med Hænderne
bugtede om Naglerne, Benene strammede nedad mod de
gennemhullede Fødder, ubevægelig, midt i Solen, mens Blodet silede ned
over ham i travle Strømme.
Og bagved, i Himlens tindrende Blaa, en snehvid, krøllet Sky,
standset lige bag Korsets sorte Mast.
— — Longinus laa begravet foran Korset mellem Stenene
med opskudt Ryg, rokkende frem og tilbage, med Ansigtet i
Hænderne, savlende, stønnende, snappende efter Luft.
Stemmerne myldrede over ham, trængende paa, heftige,
skrigende:
„Et Under! Et Under! — Ja, ved Trolddom, ved de ondes
Fyrste — Djævlens Gerning — Spotte til det sidste — forbandet
være han, Pest slaa ham — tvi, tvi, tvi!"
Og saa en hujende Latter, et Brus af svingende Huer:
„Hil dig, hil dig, du Jødernes Konge, du som nedbryder Guds
Tempel og bygger det op i trende Dage, frels nu dig selv, frels
dig selv! Er du Guds Søn, saa ned af Korset med dig! hej,
Stodderen gjorde han seende, men selv komme løs, kan han ikke —
hu, hej du Jødernes Konge, hu hej! hil! hil!"
„Herre," Longinus kastede sig opad med Hænderne knuget
om Hovedet, med de glippende Øjne fangende det slanke,
skælvende Legeme paa Korset, „Herre, du min Gud, hvi tugter du mig
saa! blind mig, blind mig! lad mig intet se, lad mig intet sanse!
som før — i Godtroenhedens Nat — Herre, du min Gud, Dagens
Lys, Menneskenes Gerninger, jeg taaler ikke at se dem!"
Det tornekronede Hoved deroppe gjorde en svag Bevægelse
med de violblaa Øjne ned mod ham, med Læberne dirrende aabne.
„Longinus, du i Blinde længe vandrende, som Korsets Blod
gjorde seende — vend dig mod Øst."
Longinus tumlede op, lydig, med Haanden klamret om Korset,
med de hindeagtigt klare Øjne mod Mængdens grinende Ansigter,
halsende Munde, røde, grønne og blaa Turbaner, og saa over et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
