Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
726
Studier over Drachmanns Sangkunst
der var Udtryk for et andet og rigere musikalsk Naturel end vort
almindelige nordiske. Ret beset betyder Drachmanns Lyrik først
og fremmest en overdaadig Berigelse og Fornyelse af dansk
Versekunst. Derfor har ogsaa Metrikerne af den gamle Skole altid
staaet saa raadvilde og forargede over for ham.
Det danske Talesprog har ved sin Mængde af letløbende,
letbetonede Smaaord og Smaastavelser en egen rislende, pludrende,
livlig og venlig, yderst bevægelig Musik i sig. Men Versekunsten
har oftest, dels ved at undgaa de letbetonede Endelser og Ord,
dels ved at give dem en kunstig Betoning, holdt sig i en ganske
anderledes adstadig, afmaalt, ensformig Rytme: i de
Oehlen-schlågerske Jamber ikke mindre end i „Per Paars" Aleksandriner, selv
— trods alle de Friheder, Winther tager sig — i „Hjortens Flugt "s
Jambetakt. Det var næsten kun i gemytlige Viser eller naar man
vilde illustrere Filistrenes Pjat og Hverdagsprosaens Vrøvl, at Poesien
stemte sig i Talesprogets hurtige Rytmer. Men Drachmanns mest
forskellige Stemninger — baade Glæde og Kamphu og
Sværmeri — gaar paa Anapæster eller Daktyler. Daktylisk er Havets
muntre Morgensang, naar „Vinden er saa føjelig og Baaden er
klar", anapæstisk er Baadens flyvende Fart, „naar fra Havstokken
ud mod det vigende Blaa — for en Kuling, en passende frisk —
vi kløved den rullende Bølge"; daktylisk og anapæstisk er ogsaa
Aftendønningens stille Pludren om Baadstævnen, naar „Bølgerne
bære — Fiskerens Jolle, — lempelig vugges den — frem og
tilbage" eller naar „til Aftenklokkernes dæmpede Klang — tændes
nu Stjerne ved Stjerne"; ja, endog den udmattede Haabløshed
er stemt daktylisk-pæonisk, naar „Støvet ligger tykt over Bøgernes
Blade, — Haanden ligger træt paa de prentede Ark". Paa de
saakaldte pæoniske Versefødder, med tre eller endog fire korte Stavelser
mellem hver betonet, danser Versene, naar Drachmann ret skal
illustrere det voldsomme, lovløse eller lunefulde, som han holder af at
forherlige. Saaledes f. Eks. Studenternes raske Raaben op i Munden
paa hverandre paa Skovtur: „Skal det være „Stalden" eller den
gamle Bakke — der er Stemmer for det første, Stemmer for det
sidste"; det stormtumlede Skibs uregerlige Duvninger: „saa tungt
gennem Søerne det ruller"; Ungdommens oprørske Demonstration:
„Det var udenfor Wittenbergs ærværdige By, — der samledes en
Skare i Decembermorgnens Gry". Eller Stemninger af
svævende Lykkefølelse: „Jeg gaar som i Blade af den "flagrende Vaar",
af sorgløs Lystighed: „blot du ej tar Briller paa — og særlig ej de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
