Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
728
Studier over Drachmanns Sangkunst
boblende Blæk ... og saa’ ... og hørte . . . Lysstærke Hav! da
følte jeg, at osv." med de følgende, baade rytmisk og grammatisk helt
parallelle Strofer synes jo ligefrem en Efterligning af Cl. Frimanns
Lovsang: „Ser jeg til det vilde Hav, — der hvor Skibene gaa med
de vimplede Toppe . . . der, hvor . . . hvor ... — Stor er du,
da bryder jeg ud: — Stor er du, o Bølgernes Gud! — Hav, og
hvad i Havet bor, — det forkynder, din Guddom er stor".
Naar Ambrosius Stub synger „Ah se, hvor pyntet Solen gaar —
med lange Straaler i sit Haar; — den varme „Krans" — er rette
Kands — for alle Ting, som nu maa gry — paany. — Det klare
lyse himmelblaa — er værdt at kaste Øjne paa — Se Fuglene i
Flokketal — i Luftens vide Sommersal — de holdt snart osv.", er
det saa ikke i sin hele rytmiske og sproglige Stil som et Forbilled
for „Spadsereturen" (Unge Viser) efter Ophøret af Pesttiden i
Hamborg? Eller Digtet om „De euganeiske Høje": „Om nogen vil vide,
hvad Foraar er . . hvad Knopper der sprænges, — hvad osv. . .
om nogen vil vide, hvad Foraar er — da komme han med osv.",
er det ikke formet som en Bravurarie af eri Opera? Den anden
Strofes: „Om "nogen har Øre for fin Musik" er vistnok en
Reminiscens fra en Richardtsk Musiktekst: „Jeg jubler, hvisker den
Pigelil — det er Efteraar! — Komme nu hvo, som komme vil —
naar blot han har Øre for Sang og Spil, — Vintren er kort, —
den danser jeg bort, — og saa kommer Solen med Roser og Liljer etc."
Endog den italienske Canzoneform med sine ud og ind bølgende
Linier og sine Rimslyngninger synes nu og da som Forbillede at
foresvæve Drachmann. Andre Gange er det derimod aabenbart
et maaske temmelig vagt og andenhaands Begreb om den
pindariske Odes store, sammensatte Sætnings- og Versebygninger, der
har inspireret Drachmanns Strofekompositioner — saaledes i „Vug
o Vove", som ligefrem begynder med to helt antikke Verselinier
(glykonisk og ferekratisk).
Men i Hovedsagen er det uden Forbilleder Digterens egen Natur,
der bryder ud af den almindelige danske Lyriks snævre Melodier,
fordi der ikke er Plads nok for hans Veltalenheds Ordfylde, ikke
Luft nok for hans Stemnings Vingefang. Han udvider eller sprænger
de gamle rytmiske Former paa alle Ledder.
Simplest sker det ved, at han forlænger f. Eks. en enkelt Linie.
Naar han i et Firvers med omsluttende Rim (abca) er ved 3dje Linie,
tager han sig saaledes ofte, før han bøjer ind til Afslutningslinien,
Forlov til et ureglementeret Udsving: „Se nu er Vindene milde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
