- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 21 (1904) /
733

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

733 Studier over Drachmanns Sangkunst



formigt, usammensat Hele til en rigt differentieret og mangfoldig
Helhed. De, der f. Eks. har villet slaa Strofen: „Jeg hører om
Natten — fra stille Skove — et Raab, som af: hjælp mig, — min
Gud! — Jeg rejser mig, lytter, — kan ikke sove, — jeg kaldes,
jeg kommer — derud" sammen i fire Linier og altsaa vil skrive
og fremsige den omtrent, som f. Eks.: „Der holdes et Bryllup
paa Øvreflage — ved fejreste Midsommertid", bærer sig næsten
lige saa barbarisk ad, som om man i et Musikstykke vilde slette
Pauserne ud og spille legato og allegretto, hvor der er foreskrevet
staccato og andante. Naar man fortsætter og læser Digtets
anden Strofe, hvor den samme Leddeling og til Dels de samme
Rim kommer igen, ophæves enhver Tvivl om Nødvendigheden af
Skillemaaden.

Saa bryder Drachmann dernæst uafbrudt ud af Rytmen —
ved rytmiske Inversioner, ved i en enkelt Linie pludselig at sætte
én betonet Stavelse for meget eller for lidt, ved alskens smaa Licentser
og Uregelmæssigheder. Saadanne faar dels i al Almindelighed Lov til
at passere, fordi de giver Digtningen et friskt og improviseret Præg,
en Naturlighed og et Liv, som den pedantiske Afglatning betager
den — akkurat som man samtidig i Maleriet begyndte at
foretrække en vis nonchalant Ufærdighed for det altfor slikkede og
udpenslede —, dels indsættes de endog med Vilje, — disse Disharmonier,

— for at Harmonien gennem deres Opløsning skal føles des stærkere,

— just som moderne Musik søger og vover en langt større Sum af
Disharmonier end den ældre Musik, fordi den føler sig i Stand til
at „opløse" dem i en des rigere Harmoni. Faar en Linie en Arsis
for meget, har desuden denne Svulmen ud over Rammen oftest
sin bestemte Betydning i Indholdets Tjeneste. „Hr. Junker, jeg
maa danse, — og dansed jeg mig gal; — Hr. Junker, jeg er Dansen
selv — som jeg fra Himlen stjal"; det overskydende „selv"
understøtter Ordenes Paradoksi med et løssluppent Spjæt uden for
Rytmedansens „Pas". „Du tabte ej Ringen i Floden, — Dushjantas selv

— har slængt den hen —, og stemmed du end den stride Strøm

— du bringer ej Ringen igen"; Liniens Forlængelse illustrerer for
Øret det besværlige, umulige Arbejde. „Jeg hører i ensomme Stunder

— Kanalens rislende Strøm .... Af ingen hastende Hovslag
brudt — slynger sig Dagenes Kæde, — Kanalen risler dernede,

— jeg kan høre den hvert Minut"; Tanken om de hastende
Hovslag bryder et Øjeblik den rolig rislende Melodi, for at den, naar
den disharmoniske Fremstilling straks igen er skudt til Side, kan

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:45:31 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1904/0737.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free