Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: J. L. Heiberg: Italien. Spredte Studier og Rejseskitser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg: Italien
755
de litterære Kilder, hvoraf den har øst. Hvilket Arbejde Forfatteren her
har ydet for en fremmed Videnskab, kan man bedst se i de 23 tæt
trykte Sider Anmærkninger, der ledsager Bogen, og som næsten
udelukkende indeholder af ham selv efter Originalerne afskrevne Indskrifter,
mest med Datumangivelser for vigtige Kunstværker, et Arbejde, som
Professor Heiberg sikkert har flere Betingelser for end nogen Kunsthistoriker.
Ogsaa til Tydningen af Middelalderens ofte meget dunkle Billedkunst findes
mange smukke Bidrag, f. Eks. den slaaende Paavisning af at Reliefferne paa
S. Salvatore i Lucca ikke forestiller Kongesønnens Bryllup, men Scener
af Legenden om S. Nicola di Bari, hvis Fremstilling selv i de mindste
Detailler stemmer med Relieffet (p. 381 f.). Et andet Punkt, hvor en
filologisk skolet Forsker kan arbejde videnskabdigt paa kunsthistorisk
Gebet, er den misforstaaede Efterligning. Et Eksempel blandt mange vil
vise Metoden: Domkirkeportalen i Ferrara og den paa St Zeno i Verona
er hinanden saa lige, at Uafhængighed er utænkelig; i Ferrara er
Kongetilbedelsen fordelt under to Rundbuer, hvorved de to af Kongerne kommer
til at staa for sig; i Verona mangler Rundbuerne, men de to Konger
staar dog for sig; dermed er der vundet et stærkt Indicium for
Ferrara-portalens højere Alder (p. 415). Paa ganske lignende Maade afgør
Filologen, hvilket af to ensartede Steder hos Homer eller i Evangelierne, der
er oprindeligst, men derfor bliver Metoden ikke særlig filologisk; man
kunde med samme Ret tale om kunsthistorisk Homerinterpretation.
Bestemmelsen af Kunstværkernes Alder efter Skriftkilder og af
Kunstnerens Stilling til hans opgivne Emne er imidlertid kun Forundersøgelser
for Kunsthistorikeren. Med en grov Skematisering kan man betegne det
som hans Hovedopgave stilkritisk at paapege de Træk, der er Særeje for
hver enkelt mer eller mindre bestemt afgrænset Tidsperiode (f. Eks.
Gotikken, og indenfor denne igen for de enkelte kunstgeografiske Omraader
(f. Eks. Siena), og atter indenfor disse for de enkelte Kunstnergrupper og
Kunstnere (f. Eks. Duccio). Naar Professor Heiberg kun i ringe Grad
beskæftiger sig med Stilkritik og Stilkarakteristik (mest i Kapitlerne
.Longobarderne" og „Normannerne"), er det nu ikke blot en naturlig
Følge af, at han paa dette Omraade er Lægmand, men det beror meget
paa den Periode i Kunsten, han behandler. De sparsomt og ofte yderst
slet bevarede Kunstværker er sjældent daterede og i saa Fald ofte
geografisk saa adsplittede, at der ikke lader sig etablere nogen Forbindelse.
Dertil kommer, at Udviklingen ikke er ensartet, men i Begyndelsen af
Middelalderen decideret nedadgaaende (tydeligst i Ravenna), uden at
man med nogen Tilnærmelse kan afgøre, naar den atter begynder at
gaa opad. Det værste er imidlertid, at samtidige og nære Kunstværker
kan være af helt forskellig Stil, ja selv Teknik. Dette maa ofte
forklares ved Antagelsen af udenlandske Kunstnere, men da denne
Ujævnhed endog optræder hos samme Kunstner (cf. p. 414), kan man
ikke komme uden om, at „Kunstnerne" mange Gange — i Stedet
for som i Kunstens lysere Tider at arbejde med bestemt Skole og
i bestemt Stil — nøjes med mer eller mindre slavisk at afkopiere vidt
forskellige Forbilleder, der rent tilfældigt er kommet dem i Hænde.
Et yderligere Bevis paa Middelalderkunstens Stilsvaghed er dens lige saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
