Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: J. L. Heiberg: Italien. Spredte Studier og Rejseskitser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
756
J. L. Heiberg: Italien
omfattende som uforknytte Anvendelse af Brudstykker fra tidligere
Stilperioders Kunstværker. Det er ogsaa betegnende, at man trods de mange
Kunstnernavne i Professor Heibergs Bog har ondt ved at fastholde en
eneste Kunstnerindividualitet. Middelalderen har en meget indviklet og
interessant Kunsthistorie, men den har ikke megen Kunst. Alt dette
bliver med et Slag anderledes ved Gotikkens Indtrængen, og naar Julius
Lange kaldte den italienske Kunst for Menneskeaandens Kalifornien,
tænkte han paa den Kunst, der begynder med Gotiken. Under
saadanne Forhold forstaar man, at den stilkritiske Behandling af
Middelalderkunsten bereder selv Fagmænd næsten uovervindelige Vanskeligheder.
Saa meget mere vil de mange udenforstaaende, der — efter Sigende —
tørster efter kunsthistorisk Belæring, være Professor Heiberg
taknemmelige, fordi han med sit enestaaende Monumentkendskab og med sin
smittende Kærlighed til Middelalderkunsten har givet os en saa rig Række
Billeder af dens sikrest daterede og kunsthistorisk vigtigste Mindesmærker
og forklaret dem i en meget omhyggelig og ved sin personlige Varme
stærkt fængslende Tekst, der med klog Begrænsning indskrænker sig til
i store Linjer at skitsere den kunsthistoriske Udvikling, som kan forfølges
selv i den førgotiske Tids Kaos.
Medens Kunstværkets Indhold har Betydning og dets Stil eminent
Betydning for Kunsthistorien, ligger dets Værdi og det Indtryk, det gør
paa vore Følelser, ganske udenfor denne Videnskab, og Professor
Heiberg er da heldigvis ogsaa meget maadeholdende paa dette Punkt. Hans
Forkærlighed for Middelalderkunsten skyldes, som allerede fremhævet,
ikke udelukkende vor Tids syge Smag for det barnlige (oftest desværre
det barnagtige) i Kunsten1), og selvom den er umiskendelig, giver den
sig intet Sted Udslag i lange lyriske Udskejelser. Værre er det, at en
forudsætningsløs Læser let kan tro, at Forfatteren betragter Italiens Kunst
efter Duccio som en sørgelig Decadence. Selvom dette nu ikke er
Tilfældet, kan ingen være blind for, at vi her har en Ensidighed, der ikke
tager i Betænkning at forkaste hele Stilperioder som Gotik og Barok,
skønt det a priori er usandsynligt, at disse langvarige og teknisk højt
staaende Perioder skulde have frembragt mindre af god Kunst end
Middelalder og Renaissance. Professor Heibergs Angreb paa Gotikken er
saa hyppige og voldsomme (og umotiverede), at selv Laasere, der (som
Anmelderen) er tilbøjelige til at se med uvenlige Øjne paa denne Tids
Kunst, gennem Læsningen af hans Bog føres til at yde den Retfærdighed
og bøje sig beundrende for dens Storhed.
*) Man mindes et berømt Ord af Studniczka: „Den græske Kunsts
Dekadence, fra Phidias og nedefter, interesserer mig ikke synderlig.*
Ove Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
