Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Larsen: Vilhelm Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VILHELM MØLLER
øRSTE Gang, jeg traf Vilhelm Møller, var en
Sommerdag i 1879 paa Klampenborg Station. Herman
Bang forestillede mig for ham.
Den kun tre og trediveaarige Mand gjorde et meget
ældre Indtryk paa mig. Dette skyldtes ikke blot
mine egne nitten Aar og Bevidstheden om den
litterære Forlid, som allerede dengang laa bag ham, men ogsaa
noget ejendommeligt i Møllers Udseende og Væsen.
Vilhelm Møller var meget smuk. Høj og velskabt, tilpas svær,
med en fin, fyldig Haand og de nydeligste Fødder, gik han
langsomt og holdt Hovedet, med det tidligt næsten sølvgraa Haar,
aandfuldt løftet. Hans Øjne var straalende blaa, Smilet under den
korte Moustache vindende blødt, Stemmen behageligt sagte.
Paa hin Sommerdag skred han, stateligt rolig, hen ad
Jernbaneperronen, ind i hele Sværmen af Landliggere, med Herman
Bang ved sin Side. Bang var saa lille, sort som et Kul, uafladeligt
agtpaagivende, tindrende urolig; større Modsætninger end de to
kunde daarlig tænkes; de stod dengang hinanden meget nær.
Vilhelm Møller havde netop, Aaret forinden, „opdaget den lille Bang"
— for at bruge en Vending, som var gængs blandt Møllers
Venner.
Vilhelm Møller var en sikker Talentets Opdager. Han
skimtede dets Guld selv imellem mange Slagger. Som han øjeblikkeligt
tog sig varmt af den unge Marinemaler Drachmann, der kom til
ham med nogle Digte, og som han fik J. P. Jacobsen til at
fuldende sin første Novelle „Mogens", havde han nu hjulpet Herman
Tilskueron 1904 48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
