Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Melville: Hvaljagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
790
Hvaljagt
ogsaa en umaadelig væltende Lyd, som om halvhundrede Elefanter
kastede sig paa deres Leje. Men Baaden brusede stadig gennem
Taagen, og Bølgerne snoede sig og hvislede om os som forbitrede
Slangers løftede Nakker.
„Der er hans Pukkel. Nu, nu, giv ham den!" hviskede Starbuck.
En kort, sydende Lyd sprang ud af Baaden; det varQuiquegs
slyngede Jern. Saa kom det i ét sammenfiltret Røre: Baaden flk
et usynligt Puf bagfra, og forude var det, som den stødte mod et
Skær; Sejlet klaskede ind og knaldede ud, en Strøm skoldende
Damp skød op nærved, noget rullede og tumlede som et Jordskælv
under os. Hele Mandskabet kastedes halvkvalt hulter til bulter rundt
i Bygens hvide hvirvlende Fraade. Byge, Hval, Harpun mængedes
ind i hinanden, og Hvalen, som kun blev strejfet af Jernet, slåp bort
Baaden var helt under Vand, men havde næsten ingen Skade
lidt. Vi svømmede om den og samlede Aarerne op, surrede dem
paa tværs over Lønningen og tumlede tilbage paa vore Pladser.
Der sad vi knædybt i Vand; hver Fjæl og Spant var under Søen;
saa’ vi ned, tyktes Baaden et Koralfartøj, der var vokset op til os
fra Havets Bund.
Vinden steg til et Hyl; Bølgerne slog deres Skjolde sammen;
Bygen brølte, tungedes og skreg om os som en hvid Ild paa Prærien,
og vi brændte deri ufortærede, udødelige i disse Dødens Kæber. Vi
prajede til ingen Nytte de andre Baade; lige saa gerne kunde man
brøle til de brændende Kul ned igennem en flammende Smelteovns
Skorsten som raabe til de Baade i den Storm. Efterhaanden blev
den farende Taage mørkere af Nattens Skygger; intet Spor af Skib
var at se. Den voksende Søgang gjorde det umuligt at lænse
Baaden. Aarerne kunde ikke føre os frem; de tjente nu som
Rednings-bøjer. Starbuck fik skaaret Surringen over paa den vandtætte
Fyr-stikholder, og efter mange fejlslagne Forsøg lykkedes det ham at
tænde Lampen i Lanternen; han bandt den paa en Stage og gav
den til Quiqueg som Fanebærer for vor fortabte Flok. Der sad han
da og holdt det taabelige Lys op i det almægtige Øde. Der sad
han, som Billede paa en Mand uden Tro, der haabløst bærer Haabet
midt i Fortvivlelsen.
Vaade, gennemblødte, gysende af Kulde, uden Fortrøstning om
Skib eller Baad løftede vi vore Øjne, da Gryet kom. Taagen bredtes
stadig over Søen; den tomme Lanterne laa knust i Baadens Bund.
Pludselig sprang Quiqueg op og hulede sin Haand bag Øret. Vi
hørte alle en svag Knagen som af Reb og Ræer, hvis Lyd dæmpedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
