Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Dekorativ Billedkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
832
Dekorativ Billedkunst
kommer hans Naturkunst til gode. Eksemplernes Række kan
forøges i det uendelige: Sebastiano del Piombo, Tintoretto, Reynolds,
Hogarth, David o. s. v. o. s. v. Kunsthistorien byder os den eneste
Mulighed for en objektiv Bedømmelse af Kunstens Midler, og den
taler et meget veltalende Sprog.
Det, der giver den moderne Eklekticisme dens særegne Farve,
er, at den med umiskendelig Forkærlighed »søger tilbage til
arkaiske Forbilleder". I stort Omfang er dette Fænomen kun
optraadt én Gang tidligere, i det andet Aarhundrede efter Kristus,
og den Gang var det et Forspil til den græske Kulturs
Forraad-nelsesproces. En fra kompetent Side hidrørende Karakteristik af
denne Tid vil derfor have sin Interesse: „Wie spreizen sie sich,
die stimmführer dieser selbstvergötterten civilisation, die Aristides
und Lukian, Favorin und Apuleius, Herodes und Fronto — aussen
schminke, drinnen moder, was hilft’s dass diese zeit von allgemeiner
bildung trieft, vor der kein lykisches bergtal und keine africanische
landstadt sicher ist, dass die reichspost von Lissabon bis Palmyra
geht, kunststrassen und wasserleitungen gebaut werden, stilvolle
kirchen und villen, statuen im geschmacke Thutmosis III oder
Nebukadnezar oder Peisistratos, und Euriposse und Kanoposse und
Mausoleen?"1) Denne Skildring af Hadrians Tid tilstræber ganske
vist øjensynlig at vise en vidtgaaende Parallelisme med vor Tid,
men derfor bliver den ikke mindre uhyggelig. Selvom de
Optimister, der opfatter disse Sygdomssymptomer i vor Tid som den
døende Romantiks sidste Krampetrækninger, skulde faa Ret,
beholder den dekorative Billedkunst den tvivlsomme Ære at have
gjort alt, hvad der stod i dens Magt for at standse Kunstens
naturlige Udvikling eller endog at skrue den tilbage. Og hvad er
det saa for „nye Tanker" og „nye Maal", der kun kan hentes i
det før-klassiske Hellas’ Billedkunst, samtidig med at dettes
Litteratur enstemmig fordømmes som død og for vor fremskredne
Kultur ganske betydningsløs? „De arkaiske Forbilleders naive Sans
for det væsentlige". Den græske arkaiske Kunst er i en ganske
anden Forstand end Litteraturen uhjælpelig tabt. Den Arkaisme
vi kender bedst, er det femte Aarhundredes, der for os
repræsenteres af Aischylos, Herodot og Akropolismuseet. Den er langt
snarere raffineret end naiv, og det burde være bekendt, at meget
M U. v. Wilamowitz-Moellendorfs Euripides’ Herakles. Berlin 1889.
I p. 175.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
