Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Aarsbo: Om Digtekunst og Tonekunst i praktisk Vekselvirkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digtekunst og Tonekunst
891
den poetisk-musikalske Vekselvirkning lades uænset; under de mere
jævne Vilkaar, hvorunder folkelig Sang trives i bredeste Lag, staar
dens Værdi end mere uklart for den dannede Bevidsthed, og
Historikerne regner ikke med den. Hvorledes skal man ellers
forklare sig, at f. Eks. det svundne Hundredaars Sang, som den kraftigt
blussede op efter Begivenhederne 1788 og 1801, i Skandinavismens
og den gryende Friheds Tid i Fyrrerne, under Krigsaarene 48 og
64 og senere gennem Højskolen, slet ikke nævnes som en betydelig
Foreteelse i Tidens Aandsliv. Man leder forgæves om den Ting i
et Værk som „Danmarks Kultur ved Aar 1900", hvori dog saa
meget er ført til Bogs.
Intet Under da, at Udlændinge nærer vidunderlige
Forestillinger om os i denne Retning. For tre Aar siden udgav en tysk
lærd, Dr. H. Abert en „Nationalhymnen-Sammlung", som han
udførligt beskrev i „Zeitschrift der internat. Musikgesellschaft" II.
En Ytring heri fortjener at drages frem; den har ogsaa Bud til
vore Frænder i Nabolandene. Efter at have nævnt blandt
nordiske Nationalsange „Kong Kristian", den norske kronede
Nationalhymne, og „Ur svenska hjårtans djup en gång" siger Abert
nemlig: „Alle diese Weisen aber haben das Gemeinsame, dass sie
von dem scharf ausgeprägten Charakter des nordischen sehr wenig
an sich tragen; ihre Meliodien sind so indifferent als möglich und
gehen nie über die Grenzen des conventionellen Stiles derartigen
Compositionen hinaus."
Heri har Dr. A. aabenbart nogen Ret, men han har sikkert
ikke kendt Sange som „Der er et, yndigt Land", „Ja vi elsker dette
Landet", og f. Eks. Lindblads „Jag vet ett land", disse Nordens
mest moderne, afgjort ganske ukonventionelle og ugermanske
Nationalsange, og desværre — ingen af Tidsskriftets nordiske
Medarbejdere gjorde ham opmærksom paa dem.
Skade, at Sansen for denne Kulturværdi er saa ringe, thi den
jævne Sang og den simple Melodi vil jo endnu i en vid
Fremtid vedblive at være Menigmands væsentlige, ja
eneste poetisk-musikalske Fø"de. Den Skat, der her staar
til Raadighed, maa da stadig fredes, plejes, forædles, udvikles og
spredes ved alle Midler, ogsaa ad Oplysningens og den
videnskabelige Forsknings Vej. Thi ogsaa her er et Felt, hvor Livet og
Videnskaben kan række hinanden Haanden. Denne beskedne
Kunst, Folkesangens, burde i et lille Land som vort kunne være
en Kulturfaktor af Rang, men i Øjeblikket synes dens Virkemidler
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
