Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Moralskræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Moralskræk
915
.Vort Land", der arrigt og principLøst smæder, og „Politiken", der,
impotent og moralsk fejg, fortier1). Man undres ikke længere over, at
„Vort Land", der havde forstaaet at drage fuld Nytte af Esmanns Talent,
efter hans Død uden Blusel optraadte som den moralsk indignerede —
heller ikke over at Baron Palle Rosenkrans, da han bliver krævet til
Regnskab for sine Insinuationer, forsvinder om det nærmeste Hjørne —
„Æh bæ du kan ikke naa mig."
Til Skamløsheden svarer Ansvarsløsheden.
Fra en lignende Følelse af den tiltagende Ynkelighed kunde man
tænke sig Georg Brandes Ord udsprungne. Det er forstaaelig^ at hans
Sans for Orden og Skønhed føler sig frastødt af offentlige Tilstande, der
mer og mer bliver til en strukturløs Masse. Han synes imidlertid ganske
at være i Vilderede med, hvor han skal søge Aarsagerne. Et Forsøg paa
at praktisere en saadan Viljens Opdragelse som den han taler om, vilde
sikkert vise ham Sagen under nye Synspunkter. Han vilde f. Eks. opdage,
i hvilken Grad det skortede paa passende Undervisningsmateriale i hans
egen Lejr. Det vilde ikke være let for ham at pege paa en Personlighed,
der kunde tjene Eleverne som Forbillede — derimod vilde det ikke falde
ham vanskeligt at anføre et rigt Udvalg af afskrækkende Eksempler paa
smaalig Forfængelighed, snæversindet Egoisme. Fanatisme og Magtbrynde
lige ned til svigtende Sandhedskærlighed og Hæderlighed — altsammen
offentlig demonstreret. Kunde det da ikke Uenkes, at der i det lovpriste
Frisind netop havde manglet en Surdejg af moralsk Ansvarsfølelse — en
saadan, der ikke blot aandshovmodig saa Maalet i goethisk Selvudvikling
og Selvjustits, ikke blot følte sig forpligtet overfor en snæver Kres af
Meningsfæller, men tillige overfor hele Landets Retssans, som det er saa
let at lægge øde — dertil behøves kun Frækhed, knapt nok Talent — men
saa vanskelig atter at bygge op. Thi endnu éngang: Moralen er social i
sit Væsen. Ved at se Sagen fra den Enkeltes Standpunkt kan man komme
til at undervurdere det „tvingende" Moment, men i Virkeligheden kun
saalænge Pligtfølelsens Magt over Sindene og Pligtbegrebets Betydning i
det offentlige Liv er urokket; thi netop naar deres sociale Betydning tager
af, vil Personligheden paany staa overfor Valget imellem at gaa moralsk
nedad eller paa egne Skuldre bære hele Moralens Byrde. Han vil ikke
længer have noget Overskud at rutte med, ikke nogen frodig Følelse af
moralsk Frihed, men tværtimod føie sig usikker og hæmmet af det
grovere moralske Arbejde, som det var Samfundets Sag at skaane ham for.
Den unge Mand, der i Øjeblikket træder aktivt ud i Livet, vil
derfor, hvis han ikke bliver fristet af den moralske Slaphed, føie baade
Lede og Frygt. Den Mangel paa samlet Udslag, han iagttager selv
overfor de groveste Forsyndelser mod offentlig Værdighed, ril give ham Bil-
l) Det er kun at betragte som et repræsentativt Udvalg. Man kunde
fortsætte ad libitum, f. Eks. med .Dannebrog", dette Substrat af Eddike og
Kongerøgelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
