926 (Tilskueren / Aarg. 21 (1904))

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: Émile Gallé død den 23. September 1904

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

926

Émile G allé

At hans Forhold til Naturen var et sværmerisk
Kærlighedsforhold, det udelukkede ikke, at det samtidig var noget af et
Fornuftforhold. Han havde ikke blot sit Hjerte aabent for Naturen;
han havde ogsaa — Praktiker, som han var i Kraft af Fødsel,
Tilbøjelighed og Opdragelse — sin Fornuft rent praktisk opladt for
den. Han studerede, analyserede, dissekerede, kan man næsten
sige, dens Organer for at se, hvad de indeholdt af brugbar skøn
Fonn. Blomsterne naturligvis først og fremmest, hvis Kalke i
mange Tilfælde ydede ham de herligste Modeller til Kar. Men
ogsaa i Frø og Frugter, i Løg og Planteknolde fandt han Motiver
til Fornyelse af Glaskunsten, der ikke mindst i Henseende lil Formen
havde en saadan Tilførsel af friskt Naturstof behov. Hvad han fra
Naturen tilførte sin Kunst af nye Former, var dog for intet at
regne imod, hvad han sammesteds fra tilførte den i Retning af ny
Dekoration. Atter i saa Henseende var selvfølgelig Blomsterverdenen
hans væsentlige Forsyner; men han havde ikke færdedes saa
meget mellem Blomsterne uden at’ bemærke, hvor meget deres
Skønhed forøges ved det ^Liv, deres Nærværelse fører med sig.
Bier og Bremser, Sommerfugle og Guldsmedde, Snegle og Krybdyr:
intet undgik hans Opmærksomhed. End ikke de laveste Arter af
Dyre- eller Planteriget paa Bunden af Bækken eller paa Bunden
af Havet kunde i deres Skjulesteder vide sig sikre mod at maatte
udlevere ham deres hemmeligste Skønheder. Unddrog de sig hans
blotte Øje, tog han Mikroskopet til Hjælp og udleverede dem da

saadan, som han saa’ dem.

* *

Man tro dog ikke, at hans Forskning var nærsynet paa den
Maade, som Naturforskning ofte er det Han var ikke af dem, der
ikke kan se Skoven for lutter Træer, Han saa paa Helheder paa
samme Tid som paa Enkeltheder. Han var fortrolig med
Solskins-og Skumringstoner, med de forskellige Aarstiders og det forskellige
Vejrligs vekslende Lufttoner, med Virkninger af Storm og Virkninger
af Stille. Han kunde med andre Ord ikke blot se Skoven, men
Stemningen. Og han opfattede denne ikke blot som en Maler, d. v. s.
særlig med sit Øje, men ogsaa som en Digter, hvis samlede
Sanse-Ind-tryk sætter Fantasien i Svingninger og fører den fra Virkeligheden over
i Drømmen. Han var, som allerede hin Skaal med »Natten,
Tavsheden, Søvnen" lod ane det, en Drømmer trods sit Forskerblik.
En Farvedrømmer fremfor alt. Han saa’ Blod, naar han saa’ rødt,

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Tue Dec 12 03:45:31 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tilskueren/1904/0934.html

		Tilskueren / Aarg. 21 (1904) / 926 (1884-1939) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|