Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: To Rejsebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To Rejsebøger
1001
Naar Karl Larsen med dette Minutskud, der skærer saa besynderligt
gennem den tynde Luft i hans Landskab, priser det oprørske og trodsige
Geni, Prometheushelten, paa Bekostning af den kloge Beregning, der tik
ham fældet, maa han vide, at han med disse Ord hilser paa sin
Modstander. Han er selv som Forfatter af Wellingtons Familie, han er selv
denne „fortræffelige Menneskeklogskab, ypperlig udviklet". Hvad han
betegner som „den hellige Ild i alle Englænderes Liv: Ærbødigheden for
det opnaaelige", er netop den Ild, det Lys og den Varme, der bliver
tilbage i Ens Sind efter Læsningen af denne „Englænders" Skrifter:
Respekten for en Kunstner, der ikke vil mere, end han kan, men som saa
ogsaa i en ualmindelig Grad kan, hvad han vil. Det kan jo tænkes, skønt
man skulde forsværge det, at den danske Litteratur engang bliver fuld af
Personer, der vil noget, men som slet ikke kan noget (hvilket gør ganske
det samme Indtryk af komisk Forpinthed som Børn, der „skal noget").
Til den Tid vil det være passende at rejse Karl Larsen en beskeden
Ære-støtte i det paatænkte Panteon paa Kongens Nytorv.
Man siger, at det er stygt at mærke Sporene af den kunstneriske
Beregning i et Kunstværk. Jeg elsker at høre Pilen ramme. Der er
fuldt op af saadanne Steder i Karl Larsens Bog, hvor man mærker
Hensigt og glæder sig, fordi den saa fuldkommen naas. Man maa nemlig
ikke tro, som det kunde synes af det ovenfor omtalte Arrangement af
Ankomsten til Lissabon, at denne Forfatter „snyder", saaledes at enhver
Klodrian kan kigge ham i Kortene. For at blive ved dette Kapitel om
Lissabon, saa kan man være ganske vis paa, at en Skribent af Mellemslagsen,
der havde set og skulde skildre denne „hvide By", ogsaa havde kaldt
den saaledes og spillet paa dette Navn saa længe, til det havde misset i
Øjnene. Anderledes Larsen. Da han har skildret Synet af „den
blændende hvide Stad, der breder sig langs en smilende Bugt og klatrer højt
til Vejrs op i straalende Luft", fortæller han ligesom stigende paa i-Lyden
i det sidste Ord:
„Det er Lissabon.
Lysende ligger den og drømmer langs sydlig farvet Vand" osv.
Maner ham ordentlig taknemmelig for at han, efter paa saa diskret en
Maade at have frigjort de Toner af Lys og Luft, der ligger i selve Navnet paa
Byen, forskaaner os for dens Prospektkort. Saaledes sparer han overalt
paa Ordene. Da han de første Gange beskriver Havet (ved Lissabon og
Estoril) gør han ikke noget Nummer af, at det netop er Atlanterhavet,
han ser paa, for at han, da han snart efter staar over for det paa nogle
vilde Klipper, kan sætte fuld Kraft paa Navnet:
„Atlanterhavet kommer glidende op imod dem".
Saa behøver han ikke mere, nu bider det. Men saadan noget har
man vist i Reglen ikke Tid til "at lægge Mærke til.
Karl Larsen forbereder og antyder i det hele fortrælfeligt. Det falder
ham ikke ind at kalde de venlige Portugisere for nogle Nathuer og deres
fyldige Konge for en Frikadelle. Men naar han i sin Skildring af
Tyrefægtningen, han har set i Lissabon, har pirret lidt med sin Pen ved de
portugisiske Fodkæmperes Hovedbeklædning af „national Nathuefaçon", saa
bliver Nathuen alligevel siddende, og naar han om Lisboenserne har
be-TiUkueren 1904 63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
