Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: To Rejsebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1002
To Rejsebøger
mærket, at de har Tilbøjelighed til Fedme og i Grunden ser ud som
Folk, der er ved at blive blege i Sommervarme, og han saa (længe efter)
betegner Kong Carlos som „Portugals blonde, venlige Konge*, saa har
han jo alligevel paa den behageligste Maade naaet sin Hensigt og kan
om fornødent lade sig oversætte paa Portugisisk af en Kammerherre.
Han røber heller ikke med et Ord, at disse rare Lisboensere i visse
Henseender ligner hans Landsmænd, men man kan nok mærke det
alligevel.
Karl Larsens Sprog er jo i det hele den dannede Mands. Selv hvor
det er poetisk, som i den overordentlig fine Bestemmelse af det
portugisiske Sprog og den nydelige Skildring af Stenhuggernes Arbejde, falder det
ikke ud af Kammertonen. Hans Ordforraad er det urbane, en Kende
gammeldags, han er ikke bange for et Ord som „ømfindtlig" og betegner
Lissabon som en „permanent Udstilling af Naturpanoramer", ganske som man
taler i en Dagligstue. Han skriver et fint, men en Smule klangløst Dansk,
hans Stil er ligesom lidt belagt. Der er ingen Vælde i hans Sprog, intet af
den Patos, der kan gyde ny Ild i gamle Gloser. Det er ikke et Sprog, der
tager Naturen med Vold som Joh. V. Jensens, det tager alt med Lempe. Larsen
kan umuligt komme i en Stemning, hvori han, uden Omskrivning,
overgiver sig til Naturens Moderskød, men han „kan endnu have den Lykke,
at føie det oprindelige, ærbødige og kærlige i den for os ellers saa
forslidte Tale om Naturens Moderskød". Men dette Sprog er vidunderligt
præcist, det er en Lyst at høre det, som det er en Lyst at høre en Mand,
der forstaar den nu til Dags sjældne Kunst at mønte sine Tanker ud i
levende Tale. Man ser det især paa den Maade, hvorpaa Karl Larsen
haandterer Adjektivet, der altid har aabenbaret Stilkunstnerens
Mesterskab og røbet Stymperen. Umodne Skribenter lider af Adjektiver, som
Børn af Udslæt; modne bruger kun faa og simple, men eftertrykkelige.
Saaledes Goethe: Die Myrthe still, und hoch der Lorbeer steht. Karl
Larsen kender til det: „Paa Landet i Portugal er det Naturens
fornuftige og niilde Lyde, som man hører, Fuglesang og Summen af Insekter,
Susen i Korn og i Træers Blade, Rislen af rindende Vand", og langt
senere, under Omtalen af Stenhuggernes Arbejde: „Vi sad sammen i
Græsset paa Fjeldskrænten og lod os halvt lulle hen i denne
forstandige Lyd af Jern imod Sten, saaledes som den i Luftens Klarhed løb
sammen med de mange ubestemmelige Lyde i Naturen." Fornuftige —
forstandige, det er Naturens Liv og Menneskets Arbejde, opfattet af et
Øre, der er lydhørt for begge, og gengivet i et Par ganske beskedne
Tillægsord.
Der er et Kapitel i „Det skønne Portugal", hvori Forfatteren
bestemt viser ud over ski Begrænsning og fremkalder Tanken om sin
Modsætning. Det er i Skildringen af den portugisiske Tyrefægtning, der
til Forskel fra den spanske føres med ublodige Vaaben. Man forstaar vel,
at Karl Larsen som konsekvent Artist maa sympatisere med Spaniernes rent
tekniske Interesse for Dyrekampene og beundre „den staalkolde Ro, som gør
Mænd til espadas, til Klinger", da det er den samme, som i et andet
Klima gør dem til Penne. Men det er næppe, helt konsekvent, at han
føler Ringeagt for Portugisernes ufarlige, men elegante Leg med Dyret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>