Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: To Rejsebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To Rejsebøger
1003
og ordentlig væmmes ved at se en ægte spansk Tyrefægter for Tilfældet
optræde med en Træsabel med en lille Dolk i Enden til at markere
Stødet. Thi med en saadan „lille dolkagtig Pig", en Pen nemlig, er det
jo, at Kunsten, saaledes som Karl Larsen øver den, „markerer
Bevægelsen" — med denne elegante Markørbrod ser man overalt i hans Bøger
hans Pile ramme. Det er derfor ikke underligt, at han alligevel til sidst,
da han faar tænkt sig lidt om, som han siger, giver den portugisiske
Metode Fortrinnet. Men — tilføjer han — inden man fik tænkt sig
om — — da man sad der med en atavistisk Rest blodtørstig
Grusomhed — — kun opsat paa at føie det betagende i at tilfredsstille en
dunkel Urtrang, til Trods for — eller maaske netop paa Grund af — at
den smerter — — —
Paa dette Sted ser man Johannes V. Jensen tone frem paa Karl
Larsens Arena. Han er den, der tegner sig saa fremmed paa den
sidste Side i Karl Larsens Bog „Geniet, Djævlen", der skal røve
Menneskene (ogsaa Karl Larsens Læsere) „Ærbødigheden for del opnaaelige"
(Fra det skønne Portugal S. 158) ved sin „Stormgang efter det
uopnaae-lige" (Skovene S. 166). Hvad Larsen undrende griber sig i som en
ufornuftig Atavisme, er Sjælen selv i Johannes V. Jensens Bog: „Længselen
efter svundne Urtider". Han er draget ud for „at genfinde de glemte
Instinkter".
Han er da ikke rejst til Bagindien af samme Grund som Karl Larsen
til Portugal, for at „gøre" det. Ogsaa han fremstiller sig et Sted i sin
Bog ligesom Karl Larsen i sin i Færd med at arbejde paa sit Værk. Men
naar Larsen ganske venligt (skønt en Smule generende, da det netop er
paa Grænsen af „det nærværende og Uendeligheden", han befinder sig)
slaar Staffeliet op og sætter sig til „at samle sammen paa alt det, der i
stille Timer hjemme skal arbejdes til et Stykke Kunst om En, der
vandrer i Lusitanien" — saa fyger Splinterne En formelig om Ørerne fra
Joh. V. Jensens Huggeplads: „En af Grundene, hvorfor jeg lever og trodser,
er at rejse uforgængelige Standbilleder af Typerne for de menneskelige
Sindstilstande, af hvad Art de saa er, hvor gemene de er, ligegyldigt
hvad jeg faar for det. Her nytter ingen Klap paa Skuldren. Gaa væk,
jeg arbejder!"
Der er sikkert nok mere Portugal i Larsens Bog, end der er Indien
i Jensens. Men naturligvis er der ogsaa virkelige Skove i „Skovene". Jeg
gad i det hele gerne vide, om der for Tiden i hele Verdenslitteraturen
findes nogen vældigere Naturmaler end denne Jyde. Læg Mærke til,
hvorledes han i sine nye Himmerlandshistorier kan give et Strøg af sit
Hjemland med et Par mægtige Streger. Og læs saa her Skildringen af
Abehorden paa Vandring. Man er færdig at tabe Næse og Mund, saa godt
det er. Se f. Eks. den store Hanabe, der er Hordens Fører, i Færd
med at sætte sig i Respekt: Den ryster Træet med en saa bestialsk
Voldsomhed, at det spiller som Staalbuer i Skoven. Selv Mennesket føler
Rædsel; man spørger sig, hvad der saa vil ske, naar dette
Dommedagsdrøn er standset og Dommedag udebliver. Men — saa kommer han
selv! Ja, man maa høre:
63*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
