Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: To Rejsebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To Rejsebøger
1005
Skovene for at fristedet Liv, der er reduceret til de første Fornødenheder:
Jagt og Elskov.
Det er rørende, at en Dansker, der for et lille Aarhundrede tilbage
gjorde den samme Rejse som nu Jensen, aabenbart har haft lignende
Fornemmelser. Poul Møller lavede engang ud af det, han havde set og
følt paa Sydhavet under sin Rejse til Kina, en lille jydsk Vise, der i al
Tarvelighed lyder saaledes:
Mellem Eliestub og Torn,
Der, hvor Hjorten skrider,
Strøjfed al vor Slægt tilforn
I de gamle Tider.
Kvinden med sit lange Haar
Staar og plukker Blommer,
Manden med sin Bue gaar,
Priser evig Sommer.
Dermed kunde man dengang lade sig nøje. (I Parentes bemærket er
Joh. V. Jensens Vers i en Art oldnordisk Malebarstil ikke nær saa retskafne
som dette og maaler sig slet ikke med hans Prosa). Man kunde lide at vide,
hvad en af de gamle vilde sige, hvis de kunde læse Joh. V. Jensen.
Men hvorledes Johs. V. Jensen i Skovene genvinder Adams tabte
Instinkter: hvordan han føler Tørst som en Tudse i Tørke, er utaalmodig
saa han kan rive Ansigtet af Folk, ladet med Energi og Forventning som en
Dynamo osv., hvordan han oplever Religionens første Tilblivelse ved
en Offersmavs; hvorledes han af Malajpigen genskaber en Eva, med et
Navn Aoaaoa, der klinger som en Syngeøvelse paa Ursproget, og i
Lugten fra hendes Legeme („som de gamle Bondehaver — som Dynerne
i min Barndom og som Hestestalden og som Karret, hvori der vaskes
Faar") genfinder Duften af sit tabte Paradis og sine dunkleste Drømme
om Lykke — alt dette maa man læse for, hvis man har blot det svageste
Budiment dertil, at føie den sælsomste Længsel bagudefter og Savnet af
en Snohale.
Men — hvad der virker endnu mere forfriskende end al denne
Ur-poesi, er oprigtig talt Ironien derover. Man har længe ønsket, at Johs. V.
Jensen engang blev saa rig, at han fik Baad til at tage sig selv fra den
komiske Side. Hvilken kæmpemæssig Forlystelse, om denne Jætte, denne
drabelige Forbruger af Natur og Kvinder og Blæk faldt paa at bruge
sine Kræfter til at bukke begge Ender sammen paa sig selv. Han gaar
jo dog ikke nøgen som Manden i Poul Møllers Vise og kan ikke i
Længden give sig en saa kolossal Blottelse, siden han bærer Bukser.
Det er denne frivillige Selvspægelse, denne Døllen af Jætten, som
foregaar i „Skovene" i Former, der er Handlingen værdige. Det er den,
der begynder i en lavere Kreds, ligesom i Udenværkerne, da Forventningen
er bleven drabelig spændt paa den belovede Tigers Ankomst og Tigeren
udebliver, idet de malajiske Gavtyve trækker den revnefærdige Nimrod
rundt efter Næsen paa et ufarligt Bevir. Men den fortsættes i den
skrækkelige Drøm om Tigerjagten efter det store Orgie, da Tigeren afslører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
