Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: To Rejsebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1006
To Rejsebøger
sig som det kvindelige Princip i Naturen, som med katteblide Lader
forvandler den vældige Jæger til en hyggelig Aftensmad. Der er en mægtig
Mandfolke-Ironi i den Touche, hvormed dette gevaldige Kapitel slutter:
det blide Hundyr, der har slugt Helten halvt og staar med ham koket
ud af Halsen. Og der er til sidst en rystende Komik af det uopnaaelige
i det Billede, hvormed Forfatteren siger Farvel til Skoven: Isfuglen, den
vingeskudte Isfugl, som han har taget med sig ned ad Floden, soin
bliver syg af Længsel efter sin Skov og, da han slipper den løs, giver
sig til at skridte til Fods af Sted langs Floden hjem ad de ijerne Skove
til, to Tommer ad Gangen, under smaa bestemte Vink med Stjerten,
som afstod den aldrig fra sit splittergale Forehavende. Forfatteren
behøvede ikke, da han forestillede sin Fugl eller sin Fylgje, for sine Læsere, at
gøre saa udtrykkeligt opmærksom paa, at den „med sine stride Nakkehaar
saa præcist ud som en Luseknækker af en forhungret Poet, der er bleven
smækket op ad en Væg i et af de afsides Degnekald, som har Nations
Rettigheder der højt oppe under Nordstjernen". Men man forstaar nok
den Hjemve, der har dikteret denne „Glæde over Danmark", selv om
den er af en anden Art end Poul Møllers.
Her skulde Forfatteren have sluttet eller med sin Cykelfart ind i
Amerika „i Civilisationens tordnende Skove af Sten og Jern" (Den
versificerede Tilegnelse er nær ved at ødelægge det hele). Der hører han jo
alligevel hjemme, der skal han leve og trodse og (som den gamle Abe i
Skoven) fremtræde „som sin egen Fortætning". Det er Kunsten, fordi det
er det og intet andet, der er Kunst. —
Jeg læste for nylig et lille Stykke af en ung Svensker, der klagede
over, at medens de norske og svenske Forfattere tegnede sig bestemt,
hver med sit Fysiognomi, lignede de danske Bøger alle sammen
hverandre og bar alle sammen paa Forfattermærkets Plads et usynligt Brandes
& Co. Det er længe siden, de Ord ramte. Her er nu i al Beskedenhed
Hr. Larsen og Hr. Jensen, og de er virkelig ganske forskellige fra
hinanden og ikke i Kompagniskab med nogen. Ægte Kunstnere begge to,
betegner de Polerne for Nutidens danske Digtekunst. Saa fin en Kultur,
saa stærk en Natur. Det maaler den Betydning, de hver for sig har
vundet i den danske Litteratur, at man for Tiden ikke kan tænke sig denne
Litteratur uden dem.
Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
