Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Jespersen: Det engelske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det engelske Sprog
25
stuen, og voksne anvender dem i Reglen kun naar de taler med
Børn. Desuden er disse Dannelser mere skotske end engelske, og
Skotterne er med al deres religiøse Alvor vel nok egentlig større
Bern end Englænderne.
Det engelske Sprogs forretningsmæssige, mandlige Præg ses
ogsaa i dets Ordstilling. Hver Ting er paa Plads; Ordene leger
ikke Skjul med hinanden som paa Latin eller Tysk. Et
Hjælpeord staar altid tæt ved sit Hovedverbum, en Nægtelse ved det,
der skal benægtes, Adjektivet altid foran det Ord, det hører til,
o. s. v. Dansk Ordstilling er ikke meget forskellig fra engelsk, men
vi har dog visse Tilfælde, hvor Ord skilles temmelig langt fra
deres paarørende (dengang havde Peter, til Trods for sine
Forældres alvorlige Formaninger, forladt Gaarden). En statistisk
Undersøgelse af Hyppigheden af den regelmæssige Ordstilling Subjekt —
Verbum — Objekt (som i „jeg saa’ ham" i Modsætning til „ham
saa’ jeg eller „hvem saa’ jeg?") viste for en hel Række engelske
Forfattere fra det nittende Aarhundrede Procenttal, der bevægede
sig fra 81 (Byrons Digtning) til 97 (Pineros Prosa), medens f. Eks.
J. P. Jacobsens Prosa havde 82, Drachmanns Digtning 61 og
Goethes Digtning 30. Uden at naa til kinesisk Stivhed i saa
Henseende (der vilde Tallet være 100), er Engelsk altsaa gaaet
meget vidt i Fasthed og Regelmæssighed. Det udelukker ikke
lejlighedsvis Afvigen fra det almindeligste Skema, men gør sjældnere
Brug af det end andre Sprog. Og det kan ikke nægtes, at vi
Danske ligesom Tyskerne hyppigt afviger fra den ligefremme
Ordstilling uden nogen Grund, idet det derved opnaaede Eftertryk paa
den Forestilling, vi sætter forrest, er aldeles overflødigt. Det ses
især i mange af de mest dagligdags Sætninger: der har jeg ikke
været, dort bin ich nicht gewesen, I have not been there; det kan
jeg ikke, das kann ich nicht, I can’t do that. Et godt Eksempel
paa unødig Fremtrækken er vort „det véd jeg ikke" (das weiss ich
nicht), hvor Englænderne ikke engang finder det Umagen værd at
udtrykke det-. I don’t know.
Det vil altid være vanskeligt at veje Sprogene paa Logikkens
Vægt, fordi alle Sprog indeholder Ting som i sig selv, abstrakt
set, er mer eller mindre ulogiske og dog maa siges at udfylde
deres Plads i Sproget paa en hæderlig Maade, fordi de forstaaes
let og sikkert, saa at kun Ordkløveren har en billig Fornøjelse i
at paavise deres Meningsløshed. Men uden at falde tilbage til den
tidligere grammatiske Skoles Fejl, at bedømme alt i Sproget efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
