Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: Moritz v. Schwind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Moritz v. Schtvind
37
Skovkapellet Schack’s Galleri, München.
malet. Hans Forhold til den var et romantisk Kærlighedsforhold.
Men et Kærlighedsforhold uden Naturromantikernes sædvanlige
Højtidelighed, end sige deres ikke usædvanlige Hysteri. Han stod paa
en særegen fortrolig, kammeratlig Fod med Naturen. „Wenn einer,"
sagde han engang paa sin djærve, humoristiske Maade til Ludwig
Richter, „an einem schönen Båumle so recht sein Lieb und Freud
hat, da zeichnet er all sein Lieb und Freud mit, und’s Bäumle
schaut dann ganz ånders aus, als wenn’s ein Esel schön abschmiert.’
I Skyggen af et saadant smukt, gammelt Træ, i hvis sprukne
Stammes Runer han har læst om fjerne Tider og underlige Ting, har
han i et af sine Billeder — „Des Knaben Wunderhorn", kunde det
hedde — anbragt en Yngling, der ligger mageligt slængt paa sin
Ryg og blæser et Stykke paa et Valdhorn. Og se: det er, som
kom der Rørlighed i den gamle Egs gigtkrogede Grene ved Tanken
om de længst forsvundne Dage, som Valdhornets Toner kalder
tilbage. Men det er ikke blot i et enkelt Træ, det spøger i Schwinds
Billeder. I en hel Gruppe af disse er man Vidne til, hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
