Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henri Nathansen: Tre Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Tre Breve
som du plejer, men slaa dig ned et roligt Sted — helst i vort
gamle Danmark. Der er dog godt at være, som skrevet staar.
Ellen og jeg tilbragte jo i sin Tid fjorten Dage i Paris paa vor
Bryllupsrejse. Men dét, jeg længtes mest efter, da jeg var
dernede, var dog mit lille „Lykkens Bo" her i Nykøbing.
Din Ven
Hjalmar Muus.
II
Min kæreste Ven! .Lykken, b„\ <un 3. oktob,r 1903.
Hjalmar er gaaet i Seng, og jeg sidder alene. Alene — jeg
ser mig om i Stuen, der ligger i Halvmørke, Skæret fra den gule
Lampe naar kun til Foden af Lænestolen, hvor du ofte laa de
Aftener, vi var alene. Hvor det Ord lyder forskelligt, naar du er
med deri, og naar du ikke er det. Nu er Stuen ganske tom og
fremmed. Jeg synes slet ikke mere, det er min Stue. Alle de pæne
Møbler staar som paa et Magasin og stirrer paa mig, som om
ogsaa jeg var dem fremmed og slet ikke hørte hjemme her, men
kun sad og skrev fra et Sted, hvorhen jeg lige var kommet, til en
Ven, som var langt, langt borte.
Jeg maa tage Haaret lidt væk fra Panden, det gør mig saa
nervøs, kribler som smaa Insektben hen over min Pande. Kan du
huske, du lo altid, naar jeg gjorde saadan, og sagde, at du kunde
se alle Nerverne i mit Ansigt fare op af Søvne ved Forstyrrelsen.
Kære, kære, jeg kan høre din Latter, jeg ser hen ved Foden af
Lænestolen, Lyset faldt paa din Nakke, naar jeg bøjede mig over
dig og kyssede dig der, hvor det skinnede ...
Det er første Gang jeg skriver til dig, maaske første Gang i
mit Liv jeg skriver til et Menneske. Det trænger paa fra alle
Kroge i mit Sind, jeg véd slet ikke, hvad det er og hvad det
altsammen vil sige. Men det er, som om mit Blod kommer løbende
fra fjerne Steder i mig, hvor jeg aldrig kommer, og strømmer ud
mod det Sted paa Papiret, hvor Pennen løber uden at vide
hvorhen. Jeg skriver ikke, det strømmer kun, strømmer og strømmer
imod dine Øjne, dit Ansigt, imod dig, Willy. Der er ingen Ro
over mig mere, ingen Hvile. Jeg maa tænke for ikke at falde
sammen, tænke paa hundrede ligegyldige Ting — om hvad jeg skal
huske paa i Morgen — hvad Hjalmar har bedt mig besørge til
L’hombreaftenen paa Fredag, jeg maa gaa, gaa for ikke at komme
til at græde. Aa Gud, Willy, hvorfor kom du, og hvorfor rejste du?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
