Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
89
Barn, men blev benaadet i Henseende til hendes Erfarenhed i det
græske og hebraiske Sprog.
Saadanne Figurer er det ikke let at fremstille nu. Afdøde
Vilhelm Møller, der sidste Gang „Barselstuen" blev opført, skrev
om den her i Tilskueren (1891) og henviste Skuespillerne til uden
Hensyn til Traditionen at gøre friske Iagttagelser af Virkeligheden
for at faa nyt Liv i Figurerne, vidste saaledes ikke, hvad han
skulde gøre med Else Skolemesters. Det er jo ikke Skik nu,
ræsonnerede han, at hellige Damer snakker efter deres Sognepræst.
Else Skolemesters er heller ikke hellig eller pretiøs eller pedantisk,
men Pedanteriet selv, Pedanteria, som Holberg selv siger i sin
Satire over Tychonius („Den jydske Fejde"). Det er de moliereske
Pretiøsers Sprog i dansk Skolemester-Stil. Else er ligesom Anne
Kandestøbers, figurlig talt, „en Ko, der har faaet Adrienne paa".
Hun skal ikke spilles, men deklameres, ud til Publikum, hver Frase
paa en Tallerken. Et Foredrag som Fru Phisters var her ganske
paa sin Plads. Hun var Stilen, Svada selv i fuld Degne-Majestæt;
Frk Antonsen — med sin Jydinde-Dialekt — er ikke nær
gevaldig nok.
Ligesom nu Else lugter af Salvelse, skal Arianke
Bogtrykkerske stinke af Sværte. Hun er i Familie med Litteraturen ligesom
Klisterbøtten eller Brokkassen. Hun tror, Alverden taler ikke om
andet end „Baajer" — en Allegori altsaa, som ikke savner
Aktualitet ved en Efteraarsforestilling paa en Skueplads i en vis
moderne Hovedstad, der driver af „Litteratur". Paa det kgl. Teater
blev denne Figur — en lille buttet, velvillig Dame, der kror sig af
Faglighed og Bedreviden — erstattet af en ganske anden, en spids
og elegant Fru Leonore, der lo for at vise sine hvide Tænder og
ikke, som Arianke gør det, af faglig Overlegenhed over for
Barselkonens litterariske Uskyldighed. Man lader nemlig endnu paa
Teatret Arianke være den samme som den ondskabsfulde Kone,
der i første Scene af fjerde Akt vil meddele Corfits, at hun har
opdaget en Galan under Bordet i Barselstuen. Det var af alle
Grunde rimeligst at lade det være en af de slemme Madammer
fra de første Scener i Barselakten, der da kan have gjort den
formentlige Opdagelse (som der slet intet Støttepunkt findes for i
Ariankes Scene) paa det Sted, hvor Corfits stikker Hovedet frem
under Bordet og hurtigt trækker det til sig igen for ikke at røbes.
Lettere Spil havde man paa Teatret med de Figurer, som
man ikke behøver Kulturhistorie til at finde ud af. Ganske ypper-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
