Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
91
Optøjer og er endnu ikke længer fra Skolepigen, end at hun kan
smile ad Skolemestersken. Og saa er hun saa frisk med sit gode
Hoved og sit ufordærvede Hjerte, at hun ogsaa uden det
Maskinmester-Solskin, som nu forgylder hende paa Teatret, virker som
en hel lille Sol i Stuen. Af alt dette havde Fru Emma Thomsen
ingenting. Maaske denne hjælpeløse Overlegenhed, denne Styrke
i Svaghed, blev endnu mere iøjnefaldende, hvis hun ikke sad, men
laa til Sengs, som Holberg ved den første Opførelse lod hende
gøre, og som Moden fordrede det. Nu til Dags er der jo ingen, der
siger Med Permission! eller salva feniaf til en Dame i Sengen
paa Teatret. Blev hun saa spillet af Teatrets yngste
Skuespillerinde og man saa’ saadant et fint lille Spøgelse i den store
Himmelseng parere som en Majbrud med den høje Konetop paa sit
Pigehoved, med Viflen eller Blomsterkosten i Haanden, omsuset af
disse umaadelige Skørter, saa vilde den lange
Fruentimmerkomedie om Modens Urimelighed kunne bide som et Epigram.
Men hvor den alligevel virkede! Saa nydeligt det var
arrangeret! Barselkonen i sin Stol ved Vinduet ved Bordet med
Sølvtøj og Blomster, med Efteraarssolen skinnende igennem det gule
Gardin (thi „nu skriver vi den 8de Oktobris"), den morsomme
Afveksling i de optrædende Madammers Ind- og Udgange, Pigens
hyggelige Baggrunds-Syslen med Kaffetøjet, Aktens Afslutning
med Barnets Skrig og Ammens ilsomme Ankomst i Embeds
Medfør — derpaa den nye Akt, der begynder med et nyt
Vræleanfald, som vækker den sovende Barselkone til ny Fortræd, det
vitlige Sammenspil mellem Mester Bonifacius og de tre Koner
(paa Rad paa tre Stole som tre Fugle paa en Limpind), eller den
velordnede Klimaks fra den spraglede Signekælling over den røde
Bartskær til den sorte Doktor (der dog burde udgrynte sit „Duer
ikke, Madam", meget mere apatisk og flegmatisk end Hr.
Jerndorf? gør det) o. s. v. o. s. v. — hvad man kan indvende imod
den sceniske Billedkunst, hvormed Wm. Bloch gør Holberg saa
malerisk som en Hollænder, er jo til syvende og sidst kun det, at
man synes at se en Terborch restaurere en Jan Steen.
Ogsaa Hanrejkomedien (1., 4. og 5. Akt), hvori dette
Kulturbillede er indsat, gaar nu, takket være dette Scenemaleri (og en
fortræffelig Ageren i flere af Smaarollerne: Hr. Hofmans Oldfux,
Fru Walleens Gurtild) meget glattere end før. Alle tre Akter
spiller nu paa samme Sted, nemlig i Haven bag ved Corfitses
Hus, som ved et lavt Stakit er skilt fra Jeronimuses og fra Jens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
