Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
93
Men hvad unyttigt Tøj for saadant sig at græmme!
Ret som din Ære sad udi din Kones Gemme,
Og hver som hendes tog, straks ogsaa din tog med —
Da sad din Ære vist ret paa et sælsomt Sted!
Selv om denne taalmodige Ægtemandsfilosofi og dette alt
andet end ridderlige Begreb om Ære (der minder om Falstaffs
eller Per Ruses i Peder Paars) ikke netop er Holbergs eget, var
han dog i dette Kapitel fra sit første Digt til sine sidste
Epistler bestandig af den Mening, at den, der tog en ung Kone i
en Alder, hvor han, som han siger, ikke er i Stand til at fornøje
hende mere, maa belave sig paa at betale hvad det koster. Og
da nu tilmed Corfits kun er Hanrej udi egen Indbildning, har
Holberg sikkert ikke anset ham for en Smule mere berettiget til
hans Medfølelse end en hvilken som helst af de andre gamle
Gække, han har til bedste i sine Komedier. Den sædvanlige
Fremgangsmaade i disse Komedier, hvori der drives Abespil med en
gammel Mand, er da den, at den gamle Nar efterhaanden gøres
gal og ligesom snurres rundt med en tiltagende Hastighed, indtil
han tumler. Saaledes maa sikkert ogsaa Corfits’ urimelige
Skinsyge vokse som en Snebold, ligesom (sans comparaison) Othellos.
Han er ikke mør, men bliver det efterhaanden. I den første
Scene har han lige faaet Pilen (af en usynlig Jago, nemlig „den
forgiftige Maren Knivsmed"), men først i de sidste Akter begynder
han ret at snurre. Olaf Poulsens Corfits er straks ved sin første
uforglemmelige Indtræden mør og medynkvækkende. Man glemmer,
det er Jeronimus, altsaa en majestætisk Figur, der bliver Hanrej,
at det er Parykken, der ombyttes med Geviret: Cornißcius!
Olaf Poulsens Corfits er en stilfærdig Husfader, der bærer sit eget
Haar og en beskeden Halsklud. De gamle Mænd, som Olaf
Poulsen i de senere Aar har fremstillet hos Holberg, er vidunderligt
levende, man kan huske deres Øjne. Men de mangler ganske det,
som Ryge gav dem, nemlig det majestætiske. Olaf Poulsens
Corfits er, som hans Per Degn, ynkelig, rørende som en dickensk
Figur. Ryge var i begge Roller majestætisk. Hans Per Degn var
den majestætiske Dumhed, hans Corfits den impotente Majestæt.
Det er mere holbergsk. Hos Holberg er det altid det, der tynger
med en ydre Overvægt og fremtræder med Fordring paa
Autoritet, der gøres latterligt — en befriende og i et lille Samfund
overmaade moralsk Metode i Komedien.
Det er for dette lille Samfunds Skyld, man bestandig maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
