Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En ældre Medborger: Offentlighedens Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Offentlighedens Fred
modtager hans Liebhaverier som Gaver. Især florerer dog de rørige
Medborgeres Tyranni over de adstadigere Folk i de Former for
Ry-Fabrikation, som hedder Adresser og Mindesmærker.
Den Voldforse 1 og Forfalskning af den offentlige Mening, som finder
Sted, naar 5—6 Venner af en stor Mand sætter sig hen og forfatter en
Adresse til ham og bagefter gaar rundt og presser „de pæne Mænd" til
at lægge Navn til, skal jeg her lige nævne. Det er en Spekulation —
sjælden forgæves — i „de pæne Mænds" Iver for at se deres Navn
figurere ved enhver Lejlighed og deres Angst for at synes at være blevne
forbigaaede og saa i deres Fejghed for at demonstrere ved en Nægtelse,
selv om Adressen gaar mange, mange Grader udover, hvad de selv mener.
Betænkeligst er imidlertid den nævnte Monumentmani. Mellem
Døds-og Begravelsesdagen træder den selvvalgte Komité sammen for at smedde,
mens Jærnet er varmt. Og hvis den Afdøde just havde Modens Vind
med sig, hans Parti just har Flertal i Borgerrepræsentationen og hans
Venner Penge og Blade til Raadighed, saa bliver de fornødne Kontanter
snart trommet ind. Og nu besørger Komitéen Transfigurationen efter
eget Forgodtbefindende. Om Manden virkelig var en offentlig
Personlighed, der har noget at gøre paa Torve og Gader, spørger man i disse
„demokratiske" Tider lidet om: vi har Carstens og Øre-Meyer, og det
er et Tilfælde, at vi ikke har Sanskrit-Westergaard eller Zoega. Og
staar Manden først paa sin Sokkel, er han reddet for Udødeligheden,
uanset Modens Skiften og de næste Borgerrepræsentantvalg; han gaar over
i Bädeckere og Fædrelandsliistorier, og en Mand, der uden disse betimelige
præventive Foranstaltninger maaske efter en Menneskealder vilde være
gledet over i Skyggerigets Stilhed, er nu vilkaarlig paabyrdet den
offentlige Bevidsthed paa Bekostning kanhænde af Andre, som Eftertiden, hvis
dens Dom ikke var bleven foregreben, meget hellere havde taget med
over til sig.
Er dette ikke altsammen Overlast mod Offentlighedens Fred og
Eftertidens Frihed fra privat Geskæftigheds og en øjeblikkelig Opinions Side?
Man tænke blot • paa, hvordan København nu vilde se ud, hvis
Fortiden havde været lige saa ubeskeden. Havde Estrup og Matzen og
Bahnson været saa heldige at dø, da deres Parti havde Pengene og Magten,
vilde Generalløjtnanten nu have redet paa sin Marmorhest og Matzen
siddet som en A. S. Ørsted med Lovens Rulle i Haand og Estrup have
knejst som en „Statens Frelser", der hvor nu Hørup og Brandes’erne
og Jeppesen Borgbjerg efterhaanden skal sættes op. Og havde man paa
Rahbeks Tid været saa meget om sig som nu for at støbe Dagens
Klassikere i Bronze, saa maatte ri den Dag i Dag gaa og glo paa vor
nordiske Virgil, vor Horats og vor Corneille og hvad ellers Pram’er,
Samsøer og Rein’er holdtes for af deres beundrende Samtid.
Burde ikke et Demokrati selv varetage den monumentale
Offentlighed, istedenfor at overlade den til privat Børighed og private Pengepunges
Vilkaarlighed? Og kunde ikke vor nye Æra vise lidt større Tillid til sine
Berømtheders Varagtiglied, at være lidt mere tilbageholdende med straks
selv at ville trumfe dem over i Udødeligheden?
En ældre Medborger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
