Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Romantiken i moderne dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99 Romantikken i moderne dansk Litteratur
Tjeneste, har han lært ved at lytte til Tonerne af Arnims og
Brentanos Underhorn, i Tiecks Skovensomhed, i Novalis’ og
Eichen-dorffs „mondbeglånzte Märchenwelt". Ikke med Urette blev det
sagt om ham, at han var en romantique défroqué.
Men ganske samme Betegnelse kunde med lige saa stor Ret
anvendes paa Georg Brandes. De forskellige selvbiografiske
Værker, han i de sidste Aar har offentliggjort, stiller dette klart til
Skue. Et yderst betegnende Prosafragment, et Dagbogsblad fra
Brandes’ 19de Aar, forekommer mig saa karakteristisk, at jeg maa
citere det. Det stod i Turistforeningens Aarbog for 1902, jeg
citerer det efter Alfred Ipsens Bog om Georg Brandes (III, 14—16).
Det lyder saaledes:
„Jeg kan aldrig blive søvnig i den fri Natur en stormfuld Aften.
Hvilte mig lidt, stod op Klokken fire, gik i Stormskridt ad frygtelig
opblødte Veje til Humlebæk, til Gurre Ruiner og Sø, gennem Skoven til
Fredensborg Have, tilbage til Humlebæk og tog derfra med Dampskibet
hjem. Gik saa op paa Højen, Landskabets stille Skønhed. Følelse af,
at Naturen hæver selv den sunkne til renere Egne. Tog Odysseen og
gik ad Markvejen op til Stenbordet. Kølig og frisk Luft, Harmoni og
Herlighed over Naturen. „Vildt flyver Høg". Gik op i Hørsholm
solbeskinnede Skov, saae paa det sørgmodige Udtryk i Hestenes og
Faa-renes Ansigter."
Man ser her, hvor ganske den unge Student lever i den
Atmosfære af Litteratur, af Æstetik og Romantik, der var Tidens.
Han er en Naturvandrer — men Litteraturen leder hans Skridt.
Han vandrer til Volmers og Toves Gurre og sidder som Werther
— og som Gabrielis — med sin Homer ved Stenbordet (det
patriarkalske, oldtidsagtige Sten bord). Naturstemningen afføder i
hans Sind Mindet om en Strofe Lyrik, maaske ogsaa en Stump
Melodi — „Vildt flyver Høg". Og af Lundbyes Tegninger har
han lært at se Udtrykket i Dyrenes Ansigter.
Det hedder videre i samme Fragment:
„Gik saa ud om Aftenen. Min Fantasi rejste sig omkring mig.
Sommernat, men vinterkoldt, Skyerne bunkede i Synskredsen. Sæt,
jeg dér i Stormen og Kulden og Mørket mødte én, jeg véd. Hen over
Kornet hviskede eller hvislede et Navn. Bølgerne slog et lille, kort Slag
mod Kysten ... En stor Taage steg. Birkene bøjede deres Hoveder
og sov ind. Men jeg kan høre Græsset gro og Stjærnerne synge."
Der er Goldschmidt i disse Linier, og der er Christian
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
