Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Romantiken i moderne dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111 Romantikken i moderne dansk Litteratur
Johs. V. Jensen), saa er der foretaget en Omvurdering af
Værdierne, der ikke kan tænkes grundigere.
V
Mod denne absolutte Romantik maa der — ifølge Sagens Natur
— komme en Reaktion, men jeg tilstaar, at endnu ser jeg kun
faa Tegn dertil. Fra alle Sider lyder Talen om den 3tore
Lidenskab, om Livets Ret, om den enkeltes Ret, ja Pligt,
til at leve sit Liv helt og fuldt uden Baand og Tvang. Der gives
egentlig kun ét, som i denne Litteraturs Øjne er syndigt, det er at
give Afkald paa noget. Den Mennesketype, som forherliges, har
graadige (helst grønne) Øjne og .stærke Hænder til at gribe med".
Al Tale om Selvbekæmpelse erklæres for .kummerlig’1 — selv hos
Jakob Knudsen siges det til Præsten, som formaner til
Taalmodig-hed og andre passive Dyder: „Det er da saa meget nogen stakkels
Meninger, De har". „Tag selv!" er Anders Hjarmsteds Valgsprog
i „Sind" — „tag Retten selv ellers faar du den aldrig i Hænde!
Tag Lykken selv, ellers narrer og stjæler andre den fra dig!"
Ogsaa for Ingeborg Maria Sick staar det fast, at „de store Porte
maa aabne sig for det skjulte Hjerteslags levende Banken, om
Fløjene var aldrig saa rustne — Livets Sted maa lade sig op
engang for det, som er — fordi det, som er, har Livets Ret ..."
Fra ingen Side synes man da at finde Skønhed i andet, end
i den hensynsløse Udfoldelse af Livet. Rørdam i sin „Karen
Keldsen" og sin „Gudrun Dyre", Kidde i sin „Aage og Else"
forkynder ikke andet — Livet har Ret, og Livet maa lydes. Og
med Livet menes stadig Lidenskaben. Det er overalt det unge
Blod, som raaber sit „Jeg, jeg, jeg!" Livet er denne Digtnings
Gud, og denne Guddoms Væsen fornemmes kun i Stormen og det
vilde Vejr . . .
Men Gud er ikke blot i Uvejret, han er ogsaa i den stille
Susen. Dette er, hvad alle disse Digtere hverken synes at ville
eller at kunne se. Det stille Livs Skønhed, Ordenens
Skønhed, Pligtens Skønhed — den har de ikke Øje for. Og dog
eksisterer den, dog er den noget højst reelt, som bærer
Flertallet af Mennesker gennem Livet. Ja, saa nødvendigt er det
at erkende denne Skønhed, at uden at have opdaget den, kan
man slet ikke leve. Man kan ikke gaa rundt i en stadig
Livs-beruselse — men man kan leve i en stadig Livsglæde.
Og dér mener jeg nu, især hos Valdemar Rørdam, at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
