Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Romantiken i moderne dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Romantikken i moderne dansk Litteratur
fundet noget, som varsler godt for Fremtiden. Der er hos ham —
som der ogsaa i sin Tid var hos Ludvig Holstein — en stor Kærlighed
til de smaa Ting, til alle de Hverdagens Foreteelser, som udgør
de fleste Menneskers daglige Liv, til alle Hjemmets og den jævne
danske Naturs beskedne Lys og Lyde. Allerede hos Stuckenberg
var der Tilløb hertil — der var Øjeblikke, hvor den vilde Valravn
hvilede paa sin Vinge, saa’ sig om i Tilværelsen og fandt, at ogsaa
Dagen var skøn. „Rugen dræer, Byggen staar i Skred — alt,
som sker, sker i sollys Fred". Men den vilde Valravn eller den
vilde Jæger er for romantiske til at slaa sig til Taals med Solskin
og Korn, der gror. Thi — som den mærkelige Maler og
Vognlakerer Hans Haven siger i „Sol" — „véd du, hvor det er
jammerligt, det Ord: at nøjes? Det narrer dig dine gode Klæder fra,
lokker dig i Sæk og Aske, skrumper dit Hjerte sammen . . . Det
Ord har pælet Jorden af i Fattighusrationer", lært os at tage til
Takke med „en fattig Skæbnes Almisser", spærret os inde i
Trædemøllen, spændt os i Aag for „det evig Selvsammes Triumfvogn".
Den eneste, som virkelig lever, bliver derfor Vagabonden, den
fuglefrie Zigøjner, den ideale Landstryger og Tyveknægt
Asma-dæus i Bogen af samme Navn. Før alle Muligheder er udtømte,
og der ikke er andet tilbage end at melde sig paa Fattiggaarden,
„falder" dette Overmenneske „ikke til Rolighed" — for at bruge et
Udtryk af Karl Larsen. Og endda uden Anger; da Præsten
foreholder ham hans spildte Liv, svarer han blot „med taalmodig,
oprigtig og inderlig Glæde: Jeg har taget mod Guds Gaver og
fornøjet mig ved dem!"
Det er den gamle romantiske Vildfarelse lyslevende igen, at
der er Modsætning mellem Poesi og Liv. Medens Sandheden er,
at Livet selv er det eneste poetiske, og at al andenPoesi
end Livets egen er falsk og løgnagtig. I sin første Bedømmelse
af den tyske Romantik (S. 126) indsaa’ Brandes ogsaa dette, og
bebrejdede Romantikerne, at det, de ansaa’ for poetisk, kun var „en
forviltret Virkelighed".
Men denne Tro paa „den forviltrede Virkelighed" som det
poetiske, har netop behersket vor Litteratur fra Drachmann til
Stuckenberg — og først nogle af de yngste Poeter og især da
Rørdam synes mig i Færd med at gøre sig fri for den. Det Ord
„at nøjes" forekommer f. Eks. slet ikke Rørdam saa jammerligt endda,
thi hans Sind er rigt nok til se Skatte alle Vegne. Hør en Gang,
med hvilken ærlig Glæde han i „Gudrun Dyre" skildrer os Sigurds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
