Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Beckett: Studier i moderne Kunst. I. Auguste Rodin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Auguste Rodin
Verden i den Grad gør Indtryk af individuel Form. Formen
synes individuellere end selve Naturen. De franske Akademikeres
Form behandling er snart mere abstrakt, snart minder den — som
Falguiéres’ og Barrias’ — lidt ubehageligt om Naturafstøbning.
Hin hæslige Beskyldning har dog haft nogen Betydning for
Rodins senere Kunst. Som Regel gennemfører han nemlig ikke
mere sine Figurer i naturlig Størrelse; de er snart over, snart
under naturlig Størrelse, hvorved al Mistanke af sig selv maa falde
bort. Og han modellerer ikke længer sine Figurer fuldstændig
ligelig helt rundt. Ligesom sin beundrede Lærer, den store
Dyrefremstiller Barye, behandler han efter eget Forgodtbefindende noget
kun flygtigt, medens andet er behandlet med den største Finhed,
modelleret med fuldkomment Mesterskab. Ved denne
impressionistiske Behandling har han olte opnaaet at give et ganske
overvældende livfuldt Indtryk. Et Eksempel blandt flere er hans
Bronzestatuette af en nøgen, udslidt gammel Kone (La Vieille
Heaulmiére, efter Villons Digt i Le grant testament) i
Luxembourg-Museet. Her er de visne Bryster gengivne med næsten
uanstændig Sandhed, medens andet, som Benene, er mere skitseagtig
gennemført. Men han gør ogsaa noget andet, der er vel skikket til
at overvælde Beskueren. For ham, der ser Formen mere
individuel end andre Mennesker, ligger det nær at overdrive
Enkeltformerne, at drive dem ud i det monstrøse. Det har han gjort i alle
sine Arbejder, stærkest vel i Bronzebusten af Bellona, det
fantastisk hjælmklædte Hoved af Krigsgudinden. Her luder Panden
overmenneskelig frem, Øjnene er borede ind i Øjenhulerne. En
heftig Drejning af Hovedet, en ond Skygge fra Hjælmen over
Panden, brutale Kindben, en grusom Mund, fnysende Næsebor;
hvilket overvældende Billede af Haardhed og Grumhed. Hovedet er,
saa underlig det lyder, et Portræt af Fru Rodin. Man maa haabe,
at det ikke er noget egentligt Karakterbillede, thi man bliver
ganske ræd ved at være i Stue med det.
Vi har set, hvor skadeligt det er, naar et Arbejde, der er
tænkt i Lommeformat, udgives i Folio. Gruppen uden for
Dagmarteatret er født. til Brevpresser, og Bundgaards Gefions-Gruppe
kan ikke taale den overnaturlige Størrelse, hvad saa forresten den
yngre Edda og Rebild Banker fortæller os om den. Noget helt
andet er dçt, at moderne Billedhuggere (Verrocchio, Michelangelo,
Rude) har overdrevet Enkeltheder, der skulde virke i Afstand,
men Rodin er visselig den første, der har vovet dette med plastisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
