Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Bondestandens Revision
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Bondestandens Revision
Bønder, der kunde gøre noget lignende, thi det sikre var dog
Besparelsen og hvor skulde de kunde tænke sig, at det kunde skade.
Da Aakjær ikke har formaaet eller har forsmaaet at udskille
de uvæsentlige Træk, virker Bogen ikke med uimodstaaelig sluttet
Magt, men heldigvis bliver den værdifuldere jo længere den skrider
frem, og i Kraft af denne Stigning vil den næppe lade nogen
Læsers Sind upaavirket. Der er for megen Sandhed i den til at
man tør hænge sig i Fejlgrebene.
Vi staar her ved en Karakteristik af vor Bondestand —
Snæversind og Haardsind —, der har saa meget større Interesse som
den næsten enslydende bliver udtalt fra forskellig Side. Hos
Skjoldborg vel ikke direkte, men hans med saa megen Sympati skildrede
Sogneraadsformand ligner i Henseende til disse Egenskaber sin
Kollega i „Vredens Børn1’, som det ene Æg det andet. Aakjær
tilføjer det betegnende Træk, at Per bliver umulig blandt Bønderne,
fordi han har vovet at forekaste Sogneraadsformanden hans Brøde;
„han maatte jo skamme sig, saadan som han har testeleret en
estimeret Mand*.
Sammenhold disse Træk med Lykkepers Erfaringer fra
Soldatertjenesten. „Der havde i hans Kompagni været baade
Køb-stadhaandværkere og Bønder, særlig Vestjyder, og det havde slaaet
ham, hvor frisk og virksom Medfølelsen ofte kunde ytre sig hos
de første, endda de fleste af dem tilhørte den københavnske Bærme,
medens Bønderne var aldeles blottede for Kammeratskabsfølelse,
ja end ikke syntes at have nogen klar Forstaaelse af dens Væsen.
De levede ikke i Ufred med nogen, holdt endogsaa godt sammen
indbyrdes; men aldrig faldt det dem ind at gøre nogen en
"tjeneste uden at være sikker paa en Gentjeneste; aldrig vovede de selv
at anmode om en Haandsrækning uden at tilbyde et Vederlag.*
De tre Forfattere mødes i deres Paavisning af, hvor
Grundfejlen ligger. Det er Evnen til uinteresseret Sympati, der mangler.
Hvor Bønderne ikke selv personligt er med, men hvor det gælder
om ved en Fantasiakt at sætte sig i en andens Sted, hører deres
Deltagelse op eller svækkes dog væsentlig. Derfor denne tunge,
uoptøede Egoisme som Pontoppidan paa sin sædvanlige klare
Maade har karakteriseret. Gælder det Standsinteresser, følger
Sympatien med saa langt; thi ogsaa i disse genkendes det eget Jeg
uden Vanskelighed. Noget lignende gælder, om end i langt svagere
Grad, for de nationale Følelsers Vedkommende. Derimod svigter
den, hvor det gælder om blot i Kraft af de fælles menneskelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
