Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik 177
og klingklang!) Snart er det Ordene, der kan blive saa store og
højtflyvende, at de intet siger (se Digtet: Den stiger Millioner af Mil) eller
saa prosaisk nøgterne, at det er urimeligt at anvende Verset (se nogle
Strofer af Digtet til Faderen). I den store Cyklus til Barnet, hvor
Faderen og Moderen skiftevis taler, har Rørdam slet ikke søgt at
særtegne Forældrene. De udtrykker sig begge paa samme Maade. Men der
er noget dybt og alment i flere af disse Digte. Ordene former sig til en
inderlig og fint sørgmodig Poesi dér, hvor Forældrene udtrykker deres Vemod
ved ikke at kunne vise Barnet Paradislandet. Og netop fordi Rørdams
Kunst ikke sjældent bugner lidt oppustet og skæmmes af for mange
Adjektiver, er det mig en Fryd at citere disse Linier, der er dejligt knappe,
og som i deres Ord og især i det udmærket valgte Versemaal har saa
meget af den moderne Livsfølelses stille Angest for det uendelige og
Hjemvé efter svundne Tiders Tryghed. Storladne er Moderens Ord:
Paradisets Blomsterhave
knustes af de tunge Kloder;
ilsomt svulmer Mørket
som af hundred Floder;
graadigt knitrer Skummet,
Raabet svandt i Rummet,
og min Sjæl staar skælvende
forstummet.
Og i Faderens Ord forener Betragtningen sig med Følelsen og
Musikken, bliver til det uforklarlige: Poesi:
Bølgen bærer dig, du lille,
dig og os og mange fler,
Millioner Søstre
som du aldrig sér.
Du er Barn og baaret, og du ler.
Gærne viste jeg din Længsel
Evighedens Lokkeland,
og jeg spejder, spejder,
om maaske jeg kan:
Øjner kun det grænseløse Vand.
Hvor de andres Hænder straktes
jublende mod Havn og By,
steg kun hvide Skyer,
steg, og sank paany.
Samme Jubelskrig — og samme Sky.
I de øde Bølgers Ørken
driver samlede vi tre;
Kun i Eders Øjne
er der trygt at se.
Dær — blev Paradiset gemt maaske!
Hvor urimeligt det er blot at nævne Rørdams Navn i Forbindelse
med Fru Blicher-Clausens, ses af et Digt som „1 Barndomslegen". Her
findes netop alt det, som Fru Clausen mangler: Evnen til at se nøjagtigt,
erindre tydeligt, give den jævne Vemod et blidt og dæmpet Udtryk. Og
tænker man paa disse to Strofer af Digtet Begge Hænder
(Kærlighedsdigte) :
Hvor er de yndefulde
hver Strækning og hver Bøjning
hver enkelt og dem alle
i smidig Sammenføjning.
Med deres rosenrøde
aflange blanke Negle,
der fanger Vindueslyset
i buehvalte Spejle —
saa opdager man straks en Ting til, som Fru Clausen ganske mangler:
den fine Skønhedsglæde.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
