Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik
181
sensk Lethed. Saare pudsig er den knaldende Slutningspointe. Men langt
finere er Erotikken i de skønne Digte Til En og Stævnemødet. Man
maatte citere hele .Stævnemødet" for at give et Begreb om dets Ynde,
dets Skælmeri, dets meget, meget lavmælte Vemod. Men læs denne
Strofe højt for Dem selv og nyd Sammenligningens fine Præcision og
glæd Dem ved at fornemme, hvor nøjagtigt Rytmen siger ganske det
samme som Ordene:
Den lillebitte Viser
som passer Sekundernes Gang
rundt om det selvsamme Midtpunkt
har kredset Dagen lang.
Saa kredser vi om vort Hjerte,
og Dagen synes os lang.
Og hvor hører man ikke i Til En Gyngestolens Lyd i Rytmen;
enkelte flere Gange tilbagevendende Linier bringer En Lyden sanseligt nær:
Let bølger Stoffet om den Huldes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage,
som sad hun under Livets gyldne Træ
i Sejer bænket nu og alle Dage.
Aftenandagt viser, hvorledes et Digt kan vokse for Sophus Claussen.
Det begynder som det stilleste og jævneste af alt, en dansk Sommeraften,
men det udvider sig mod Slutningen til et højtideligt Drømmeri:
Nu slæbes de selvopgivende, søvntrætte Smaabørn i Badene.
De bér til den Altforladende. Nu skjuler sig Svanen i Sivene.
Og Moderhjertet, det anende, er blevet vidunderlig drømmende.
Hvor taler du sødt og formanende, Caty, min Svane paa Strømmene.
Jeg kan ikke undlade at omtale det Digt der efter min Mening er
Samlingens ypperste, det man faar kærest af dem alle: Grave. Ordene
ligesom gennembæves af en inderlig Kærlighed til Bellmann og Heine.
Han mindes en Nat i Stockholm ved Bellmanns Grav:
Og jeg har set et Under
ved Graven en Sommernat:
Et Pigebarn kyssed Medaljen
som Akademiet har sat.
Halvt lod hun sig løfte, halvt klatred
hun op paa den kolde Sten,
mens fyrige Ungersvende
holdt fast ved Mamsellens Ben.
Der drak hun fra Sanggudens Læber
en Rus der var dobbelt sød,
fordi hun selv var saa ildfuld,
hans iskolde Mund saa død.
og Elmen begyndte at smælde
og hviske og svinge sin Bjælde,
som vilde den gøre bekendt:
,1 Aften har Bellmann omsider
sit rette Monument.*
Og han mindes Heine, der etsteds paa Montmartre sover »saa
fornemt og dybt forladt". Og han slutter med disse Linier, der er som en
kostelig Epigraf:
Han var fra sin Ungdom en Mester,
hvis Navn blev kastet fra Hav til Hav
som en drivende Palmestamme,
som Maanesølv eller Rav.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
