Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Lyrik
under Dødens stille Hjerte kun ufuldbaarne Fostre.
Vi er viljeløse alle som Børn i Mulmets Bug,
giver Natten os i Vold, hvor vi ubevidste drømmer
om alt det vi ikke ved. om det Liv som taaget strømmer
ud af Hjertets dunkle Kamre, gennem Blodets sagte Sug.
Overraskende og rystende er det Udtryk han i samme Digt giver
Tanken om Dødskampen:
Den sidste bitre Strid er ved Fødselsveer at ligne,
naar vi slider os af Livets det trange Moderskød,
og naar Bughinden brister, skal den store stærke Død
med Fødselshjælperhænder i det nye Lys os signe.
Det der tager om Ens Hjerte — det svinder senest bort. Naar
man har glemt Høffdingdigtets skønne og hymneagtige Orgelklang og
Zahrtmannsdigtets rige Kolorit og Frederik Salomonsdigtets
frapperende Billeder, naar „Nyt Aarhundreds" fede og klingende
deklamatoriske Retorik er totalt forsvundet af Ens Hukommelse, saa vil Digtet
til Axel Vadum leve sit Liv videre i Ens Indre. Det er saa knapt,
saa næsten ordfattigt, saa dæmpet i sin Tone, saa yderst diskret, dette
Digt om en Ensom, der ejede det, som Stuckenberg engang har kaldet
„de lykkelige Sinds ufattelige Nøjsomhed", om en Livets Løsgænger, der
havde „for sig selv intet Kald — kun et slentrende Liv, som en Snegl
i sin Skal".
Michaelis, der er en Elsker og en Kender af fransk Poesi, kommer
i Cyklusen Palmerne den franske Alexandriner saa nær, som det er
muligt paa Dansk. Og ikke alene den Alexandriner, som de store
Parnassister og mange senere Mestere har gjort til det fineste, det smidigste
og paa samme Tid grandioseste af alle Versemaal, men den udvidede,
meget bølgende Alexandriner, som enkelte nye Digtere, stundom med
Held, har anvendt, men som passer langt bedre paa Dansk end paa
Fransk, fordi de ubetonede Stavelser kommer til at spille saa stor en
Rolle. Michaelis’ Digt om „Musikens tungsindssøde Salmer" er rytmisk
meget interessant.
Mens Johs. Jørgensen er ret akademisk i sin Metrik, er baade Rørdam,
Claussen og Michaelis rytmiske Nyskabere, der har skænket det danske
Vers ny Styrke, ukendt Smidighed, overraskende Finesser.
Christian Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
