Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Goldschmidt: Aglaja Ivanovna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Aglaja Ivaiiovna
Guvernement for at lede Regeringens Undersøgelse af
Sundhedstilstanden i Egnene omkring Sortehavet. Det trak i Langdrag,
Lægerne i de smaa Distrikter var sene med deres Statistiker. Han
kedede sig, saa han endog stundom greb sig i at filosofere. Hvis
der ellers var noget han hadede, saa var det ørkesløs Tænkning;
al abstrakt Filosoferen kaldte han unyttig og dum. Derfor standsede
han bråt, da han pludselig fandt sig paa Vej ind i en saadan
Tankegang, trak sin snurrende Albu ned fra Vindueskarmen, rettede
sig og gav sig til at spejde efter den gamle Mand.
Den gamle Mand var Anatoljevka’s eneste Mærkværdighed og
Genstand for Pavel Artemjevitsj’s levende Interesse. Det var egentlig
slet ikke nogen gammel Mand — maaske lidt oppe i Fyrrerne —
men Pavel Artemjevitsj havde for Nemheds Skyld døbt ham
saaledes, fordi han gik saa langsomt og sært, som om han var træt.
Han plejede at komme hver Eftermiddag ved denne Tid. Ti,
tyve Gange kunde han gaa tvivlraadig forbi Postkassen uden for
Pavel Artemjevitsj’s Vindu, inden han tog et Brev op af Lommen,
som han lod falde i Kassen.
Men en halv Snes Minutter efter vendte han altid tilbage,
urolig, spejdende. Nervøs og forvirret ventede han paa Postvognen.
Og naar den saa rullede frem og Kusken havde tømt Brevene ud
i Sækken, saa plejede den gamle at forlange sit Brev tilbage.
Dette havde nu gentaget sig hver Dag i al den Tid Pavel
Artemjevitsj havde boet i Landsbyen. Han var gal, den gamle, men det
var ingen almindelig Galskab.
Pavel Artemjevitsj skulde ikke vente længe.
Nede bag Kramboden, der hvor de tunge, transtinkende
Fedt-lædersstøvler hang, kom den gamle til Syne. Han bar den samme
tunge Vams, som Pavel Artemjevitsj havde set ham med i Vinter.
Sveden randt frem under den store, sorte Bulehat og løb ned ad
hans graasprængte Skæg. Han gik foroverbøjet og flyttede
Fødderne sindigt, i Takt med den tykke Knortekæp.
Alting gik, som det plejede. Men, da Posthestenes Klokker
hørtes langt borte, saa stod den gamle og gispede efter Luft i sin
tykke Vintervams, og da Vognen med de rødtressede Kuske kørte
frem, saa sank han pludselig til Jorden og blev liggende i
Landevejens Støv.
Pavel Artemjevitsj var hurtigt ude hos ham, løsnede hans
tykke Kavaj og badede ham med koldt Vand. Den gamle laa
med aabne Øjne og saa’ op; han vilde tale, men han kunde ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
