Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Goldschmidt: Aglaja Ivanovna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Aglaja Ivaiiovna
skinnede, og Bladene vuggede ned, det var ligesom om usynlige
Engle legede Bold med dem. Alting var saa forfærdelig sørgeligt,
og da jeg kaldte paa Solovjev og Berszenjev, var der to Skikkelser,
som bøjede sig ned over mig. De hviskede, at de hed Troen og
Haabet, og saa sank de begge ned i Graven. Men saa kom der
en høj Kvinde i en lang rød Kappe og satte sig hos mig. Jeg
maatte græde i hendes Skød, og jeg bad hende blive hos mig. Hun
sagde: Jeg er Sorgen, og nu gaar jeg fra dig, men uden for Porten
skal du finde dine to Venner.
Jeg tror, jeg blev der den hele Nat. Du var flere Gange hos
mig, Aglaja, og jeg laa paa Knæ for dig, og du kyssede mig paa
Panden. Om Morgenen frøs jeg, saa jeg rystede. Og uden for
Porten stod der en Mand og en Kvinde, de var graa som Sten.
De ventede paa mig, og de tog mig i deres klamme Hænder.
Jeg vilde rive mig løs, men de greb mig i Armen og holdt
mig fast. Hvem er I, lad mig gaa! maatte jeg skrige. Og ved du,
hvad han raabte: Fortvivlelsen er jeg, og det er min Kvinde!
Men hun hviskede ind i mit Øre og skoggerlo: Vil du vide, hvem
jeg er . . . Jeg er Vanviddet! Jeg er Vanviddet! Aglaja, kære
Aglaja, tænk hvor forfærdeligt, da jeg løb fra dem, kastede de sig
over mig. De to fulgte mig, da jeg rejste fra Petersborg. Og nu
bor de i min Stue. Han laver min Mad og hun reder min Seng.
Hun sover hos mig om Natten. Og naar jeg gaar ned til Vandet
og ser de store Bølger, saa sidder de begge hos mig, og de sætter
Munden til mit Øre og brøler, saa jeg aldrig hører Havet, Vinden
eller Menneskene mere.
En Nat da jeg sov, havde han skrevet et Brev til dig, Aglaja,
og den næste Dag skulde jeg sende dig det. Men jeg kan ikke
sende Breve af mere, for det er dumt, den Slags kunstige
Tilfældigheder kommer der ikke noget ud af. For hver Gang jeg har
sendt Brevet bort og gaar og tænker paa, at du nu vil læse det,
og at du vil smile — der er ingen, der kan smile som du, og der er
ingen, der hilser som du, man tror ordentlig, man betyder noget
for dig, og den Tanke varmer —, saa kommer hun, som sover i
min Seng om Nalten, og raaber, jeg skal tage Brevet tilbage.
Men somme Tider gaar de ud, de to, og saa kommer hun i den
røde Kappe og sætter sig hos mig. Saa skriver jeg til dig, Aglaja,
men jeg maa altid gemme Brevet i saadan en Fart, for at de ikke
skal se det, naar de kommer tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
