Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Poulsen: Religiøs Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religiøs Litteratur
267
er Luthers Storhed, at han drev Menneskene ud at virke paa Livets Agre
og satte frugtbart Arbejde i Stedet for Præsternes golde Slid. Det kaq
derfor være rigtigt nok, at Luther førte en verdenshistorisk Proces til
Afslutning ved at omsætte Mystikkens Arv i personlige Værdier, men han
ophører samtidigt selv at staa paa Mystikkens Grund. Der er ikke Spor
af Mystik i det protestantiske, fortroligt sønlige Gudsforhold, hvis Ekstrem
Pontoppidan saa pudsigt har skildret i den „Blombergske Kristendom".
Fordi Luther laaner fra Tauler, bliver han ikke mere Mystiker end
Aristoteles, naar han optager enkelte af Platons Tanker. En lignende
Vaghed kommer til Syne i Bogens Slutningsparabel, hvis første Halvdel
virkeligt fortæller Mystikkens Saga i faa Ord, mens Forfatterens egen Tilføjelse
ikke er en Fortsættelse af Sagaen, men en Skildring af Mystikkens Op?
hævelse gennem Personlighedens Frigørelse.
Dog, det skal gentages, Mystik er som Kvægsølv vanskelig at holde
fast. Den taler med mange Tungemaal, og del er ellers et Fortrin ved
denne Bog, at vi hører hver enkelt Mystiker tale med sin Tunge. Og
de er værd at høre, navnlig naar man lige har døjet den toskanske
Bondes Tale. Lyt til de persiske Digteres Sange om Roser, Vin og Dødens
Skønhed eller til Augustins og hans Moders Samtaler i den stille,
italienske Nat! Se, hvor deres Sjæle, baarne af Længsel og Jubel, stiger mod
Livets rene Kilde, mod hint Land, hvis Rigdom aldrig faar Ende, hør
dem prise den store Stilhed, der engang skal herske, naar hver Lyd og
hver Tanke forstummer! Tag Frans af Assisi, tag Suso, i hvem
Poesien fødes under hæslige Selvpinsler og finder Ord, som de ellers
kun skabes af Geniet i Livets lykkeligste Stunder 1 Hvor Dr. L. fraviger
sit Princip at give os levende Tale, hævner det sig straks. Mange af
den persiske Mystiks Metamorfoser bliver os uklare, fordi vi ikke hører
Personernes egne Ord, og det samme gælder om enkelte af Kvietisterne,
navnlig Santa Teresa de Jesu og Molinos.
Dr. Lehmanns høje Kultur fører det med sig, at Forstaaelsen over
for de religiøse Fænomener paa intet Punkt svigter. Vil man vide, hvor
langt vi i saa Henseende er naaede siden Halvfjersernes fnysende
Fanatisme, behøver man blot at sammenligne L.’s Skildringer af tysk
Romantik eller af Ingemann (Side 258) med de tilsvarende ved Georg Brandes.
Eller man læse, hvorledes L. giver den kristne Mystik den Lov, at den
ved at knytte sine Idealer til Kristus aldrig som den hedenske helt kunde
forfalde tü Selviskhed og Menneskeforagt. Med Interesse læser man
hans Forklaring af Romerkirkens Ejendommelighed ved Sammenhænget
med Romerrige og Romerret, hans Paavisning af, hvorledes de første
Kirkeforsamlingers heftige Stridigheder om Kristi to Naturer eller de
senere Skolastikeres endeløse Drøftelse af Naadegavernes Fordeling ikke,
som man almindeligt tror, var den rene, golde Spidsfindighed, men
berørte Livets vigtigste Spørgsmaal om Menneskets Natur og dets Skæbne
her og hisset. Man skal ikke kaste Vrag paa Nutidens Popularisering af
Videnskaben, naar den som her gaar ud paa at ordne den Hob af
Enkeltkundskaber, der fra Skoletiden ligger aflagrede i Hvermands Hjerne,
forklare dem gennem Slægtskab og aabenbare Tingenes Sjæl.
Med Hensyn til at mestre Stoffet er Dr. L. langt vanskeligere stillet
18«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
