Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kr. Nyrop: Det tredobbelte Elskovsspil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
313 Det tredobbelte Elskovsspil
den, der fører skrømtet Tale, den, der giver Vink med sine Øjne,
gør Tegn med Fødderne og taler med Fingrene". Man lægge vel
Mærke til, at det her drejer sig om en Mand, der ved hemmelige
Tegn til de omstaaende søger at bedrage den, han forhandler med.
Men tænker man sig det sidste Vers løsrevet af Sammenhængen,
er der hverken fra Indholdets eller den grammatikalske Forms Side
noget til Hinder for, at det jo ikke lige saa godt kan siges om en
Kvinde; og saaledes er det ogsaa blevet anvendt i Middelalderen.
Den spanske Biskop Isidorus citerer i sine „Origines" (I, Kap. 25)
nogle Vers af Ennius (skal være Nævius), hvor der skildres en
im-pudica, hvorledes hun formaar ved mange forskellige Midler paa
én Gang at holde mange Mænd i sit Garn. Efter Citatet
bemærker Isidorus:
Et Salomon: Annuit oculo, terit pede, digito loquitur.
Det er jo ganske klart, at Verset tilføjes, for at afgive et
yderligere Bidrag til den letfærdige Kvindes Karakteristik. Biskoppen
godkender den latinske Digters Skildring ved at henvise til, hvad
selve Kong Salomo siger i et af sine Fyndsprog. „Hun blinker
med Øjet, hun trykker let med Foden, hun taler med Haanden"
er altsaa blevet et Slags „bevinget Ord" om den leflende Kokette.
De tre bedragerske Tegn fra en falsk Mand er blevet til
Elskovs-tegn fra en Kvinde, der leger med sine Tilbedere; og det er saa
langtfra, at Verset herved taber noget som helst, at det
tværtimod synes at vinde i Klarhed og umiddelbar Forstaaelighed.
Da nu det salomoniske Vers i den nye Anvendelse indeholder
netop de samme tre Elskovstegn, som findes i den provençalske
Tensone, tør det vel næsten anses som givet, at det maa være
dette Vers, som er blevet indpodet paa den fra Jamblikos
stammende Fortælling om den tredobbelte Elskovsleg1, og det er højst
sandsynligt, at det er selve Isidorus’s Anvendelse af Verset, der
har været den væsentligste Aarsag til Sammenblandingen;
„Origines" var jo en Bog, der overalt studeredes med den største Iver,
og saa stor har dens Indflydelse været, at man endog har kaldt
den „Middelalderens Modermælk".
1 Man lægge Mærke til, at Tegnenes Rækkefølge ikke er ganske den samme
i de to Tekster; i det salomoniske Vers: Blik, Fod, Haand, hos Savaric derimod
Blik, Haand, Fod. Denne ringe Uoverensstemmelse er naturligvis uden
Betydning for Identitetsspørgsmaalet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
