Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Larsen: Cervantes’ Forestillinger om Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
359 [Cervantes’ Forestillinger om Norden
skenspillerkunsten", men han belæres hurtigt om, at der i Norge intet
Marked er for disse galante Haandværk, og gaar da i Guldsmedelære hos
sin dér bosatte Landsmand, hvis Bedstefader i sin Tid var kommen som
Handelsmand til Landet. Rutilio beretter videre om Byen, som han først
kommer til, og hvor Folk, for at besørge deres Forretninger, maa „gaa
om paa Gaderne med tændte Begfakler i Hænderne", om sin
Læremesters Hus, der vrimler af Rigdomme, og om hvorledes han oplæres i
Guldsmedekunsten, indtil hans Mester engang „i den lange Dags Aarstid"
udruster et Skib med en stor Mængde Varer, der er bestemt til nogle
nær ved Norge liggende Øer. Den unge Mand ledsager ham paa Rejsen,
hvor han ser »Ting, som man maatte forbavses og ræddes over, og
andre, som man kunde le og fornøje sig over. Jeg iagttog Folkenes Sæder
og lærte Skikke at kende, der var mig ukendte og ikke i Brug hos
noget andet Folk*.
Men efter to Maaneders Forløb bliver Italienerens Skib overfaldet
af en Storm, der varer omtrent fyrretyve Dage, driver det ganske ud af
sin Kurs og sætter det ind mod Klipperne af den „barbariske" 0, hvor
Fortællingens Helt og Heltinde har truffet Rutilio som den eneste, der
reddedes fra Skibbrudet.
Persiles selv fortæller om, hvorledes han, efter at en Storm engang
har drevet ham og hans Skib „fire Hundrede Mile af Sted", kommer
saa langt imod Nord, at Styrmanden, efter at have taget Polhøjden,
erklærer, at man befinder sig under Nordstjernen, i Nærheden af Norge,
og udraaber „med høj Røst og endnu større Sørgmodighed: Ve os
usalige! Hvis Vinden ikke tillader os at vende og slaa ind paa en anden
Vej, vil den Vej, vi følger, blive vort Livs Bane. Thi vi er kommen ind
i Ishavet, og hvis Frosten overfalder os her, vil vi blive indesluttede i
i disse Farvande". Og „næppe havde han talt ud, saa følte vi allerede,
at Skibet stødte med Skrog og Køl ligesom paa bevægelige Klipper, hvoraf
vi erkendte, at Havet allerede begyndte at fryse, og Isbjergene, som
dannede sig under Vandet, hæmmede Skibets Fart. Vi strøg rask Sejlene
for, at vort Skib ikke, ved at støde paa Isbjergene, skulde blive slaaet i
Stykker. Men i Løbet af Dagen og Natten, der fulgte paa, frøs Vandene
til saa haardt og skruede sig saaledes sammen, at de indesluttede os
midt imellem sig, saa at Skibet blev siddende fast i Isen som en Sten,
der er fattet i en Ring. Næsten i et Øjeblik begyndte Frosten at faa
vore Legemer til at svulme op og at forknytte vore Sind".
Dødsfrygten griber dem alle ved Tanken om deres sparsomme
Forraad af Levnetsmidler, der snart vil være opbrugt. Da ser de paa en
seksotte Mils Afstand i Isen en sort Masse, som de holder for at være
et andet indefrosset Skib, og de gaar da, „en lille, men tapper Skare
Krigere, tørskoede paa Vandet" derhen imod, idet de „glider ud, falder
og rejser sig igen". Der viser sig her at ligge et Sørøverskib indefrosset,
som efter en hidsig Kamp bliver erobret; men just som Sejrherrerne er
i Begreb med at undersøge de Forraad, der er gjort til Bytte, kommer
pludselig „fra Landsiden", paa Isen en Hærskare af mere end fire Tusinde
væbnede Mænd til Syne. „De gik kun paa én Fod, idet de med den
højre Fod gav sig et Spark imod den venstre Hæl, hvorved de drev sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
