Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Tale til Ungdommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
Tale til Ungdommen 378
Børen været blid og Posten behagelig eller blot ufarlig, havde
Ploug næppe faaet den. Han fik den nærmest i Kraft af den
Betragtning, at man maatte tage den værste, den, der dog intet
havde at risikere, fordi ingen af dem, der havde en Løbebane
foran sig, vilde vove deres Pels. Selv Lehmann vilde ikke opgive
at blive Embedsmand og ikke udsætte sig for at miste sit Sæde i
Borgerrepræsentationen. Et Øjeblik gyngede det under Bladet og
man tænkte paa at lade det gaa til Bunds. Saa skød Lehmann
Ploug frem som en Mand, der kunde staa for Skud. Men fra alle
Sider blev han modtaget halvt som en Straamand, der skulde
bære Ansvaret for de andre.
Det kom som bekendt til at gaa anderledes. Der ligger i
Plougs Skæbne, saaledes som den fra da af formede sig, et stort
Eksempel paa, hvordan den stærke Natur, der staar paa sig selv
og følger sit eget Hoved, faar Tag i Tiden og bliver Situationens
Herre. Solv om Ploug ikke blev Minister eller fik nogen anden
officiel Magt i Landet, blev det dog ham, der i de kommende 30
Aar blev den ledende Vilje i Landet, og da tilsidst den ydre Magt
gled de andre ud af Hænderne, blev denne Vilje staaende med
den samme Egensindets Præg i Tilbagegangen som i Fremgangen.
Egensind og Forargelyst var de Egenskaber, der gjorde Plougs
Opposition mere ru og stejl end de andres i Samtiden. Selv i
Lehmanns udfordrende Optræden var der et forsonende Stænk af
Sværmeri og Sentimentalitet, der manglede hos Ploug. Derfor var
han ogsaa den, der fik de sædvanlige Beskyldninger for „Galde"
og „bedsk Malurtgift" imod sig. Denne Fører for den akademiske
Verden var grumme lidt af en Akademiker i sin
Forhandlings-maade. I hans Levnedsbog er der samlet et Udtog af hans
Artikler fra Datiden, og den, der kender den øvrige offentlige Debat
fra samme Tid, Schous og Clausens Skrift, Monrads Artikler eller
Tschernings, vil have let ved at skelne to Agitationer fra
hinanden. Den ene er den akademiske, næsten videnskabelige
Drøftelse med Grunde for og imod, Forstandens Tale til Forstanden.
Kun Ploug argumenterer ikke, han taler til Følelsen, hans Sprog
er Lidenskabens. Han appellerer til Instinktet, han driver Hadet
op imod Personerne, og betegnende nok især mod Ørsted, det
akademiske Lags egen Mand og i videnskabelig Henseende dets
første Mand.
Ploug og Anders Sandøe Ørsted, det er ikke blot to Tidsaldre,
men det er ogsaa to Aandsformer. Ørsted var omtrent ene af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
