Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Tale til Ungdommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382
Tale til Ungdommen 382
Sympati, der smitter af og drager til sig, og endnu mindre det
lidende Martyrhjerte, der gør de haarde Halse myge.
Men han var den, der var mest Natur i. Han var det
oprindelige Menneske. Oprindelig i Følelse, i Tanke og Sprog gik
han som Adam hen og gav Dyrene Navne. Netop Adam, thi
han var det første Menneske indenfor Demokratiet, der følte sig
uden Fortid. Der fortælles om Bille, at han engang, da han tog
Berg i Skole, meddelte ham, at det dog ikke var ham, der havde
skabt Verden, tvertimod, den havde staaet længe forinden. For
denne Lære var Hørup i sin Ungdom aldeles utilgængelig. Han
vilde for sin Tid skabe Verden, det vil sige den danske Politik
fra nyt af, give nye Navne til de politiske Størrelser og Partier,
smaa og tamme Navne til de Nationalliberale, der gebærdede sig
som store og vilde, glubende og frygtindgydende Navne til de
forsagte Venstremænd, der teede sig saa beskedent i Skyggen af
de andre.
Det var ikke blot Menneskene han vilde give nye Navne, men
ogsaa Begreberne. Han, der var uden Paavirkning fra den
egenlige Guldalder, hverken litterært eller videnskabeligt, brød sig ikke
om Muserne. Kalliope og Klio inspirerede ham ikke og endnu
mindre Minerva. Han kom ikke fra Universitetet og
Studenterforeningen, men fra Landet og Almuen, han vilde ikke sætte
Grunde mod Grunde, men Natur mod Natur. Videnskabsmanden
har. sit Greb paa Tingene, det abstrakte og doktrinære, han laver
sig en Regel og indordner Tilfældene i den. Saadan havde Krieger,
Lehmann og Andræ og paa den modsatte Side Tscherning gjort.
Men Almuesmanden har en anden Opfattelse. Han tager sin Dom
ud af Livet, han tager hvert Tilfælde for sig, han gør Sagen til
en personlig Sag for sig og sine og gaar paa Instinkt. Det var
denne modsatte Maade at begribe paa, Hørup vilde gøre gængs
i det politiske Liv.
Og endelig vilde han stemme Sproget og dets Tone om,
stemme den om fra den patetiske, opstemte, aabenhjertige og
festlige Tone, der klang i Plougs Sprog, til den lavmælte, jævn
modige, ironiske og hverdagsagtige, der klinger i hans eget. Han
vilde ligesom Ploug virke gennem Tonen, men han vilde bruge
lige den modsatte Tone og lægge Sproget fra det høje Leje ned i
det låve. Dette er en bevidst Modsætning, ikke blot en
Modsætning i Natur. Hørup har drevet det naturlige i sin Sprogtone ud
i Yderligheden, fordi han saa at sige vilde ætse det Plougske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
