Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann: Medens Zigeunerne spiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Medens Zigeunerne spiller
391
Og nu tysses de til Hvile — som naar Moderlæber aander
paa det lille Barn i Vuggen — disse vilde Udbruds Vunder:
hun har følt sig Et med Folket, som i Verdens-Angst sig vaander,
altfor fattig til at leve og for stolt til at gaa under.
Ja, hun føler dybt paa Bunden af de node-løse Klange
denne Længsel mod en Barndom, som har savnet Lys og Sol:
hun er selv et Barn af Folket, af dets melankolske Sange —
og dér sidder hun saa fattig i sin rigt-forgyldte Stol. —–
Hvor den synger, Violinen, som en Luth ved Midnatstide
bag en blomstrende Jasmin-Busk mod en marmorhvid Altan;
og hvor hulker denne Fløjte, ret som om den kunde vide,
at den Skønne længst er død — og at Altan er kun Altan!
Og hvor stønner Kontrabassen som et Hav mod Klippekyster,
og hvor sukker den Cello som en Storm i Fjældets Rift,
og hvor raser denne Cimbal som et Kor af Aande-Røster,
der blir kastet ud i Kaos før de samles til Bedrift!
Det blir endeløst — og hvælvet — det blir Sletten under Himlen
dér hvor Grænsen evig flytter sig mod Horisontens Rand:
imod Dagens blege Striber blir Musiken Trækfugl-Vrimlen
over Græssets grønne Pussta i det skønne Ungar-Land.
Og dér ælter Bondens Støvle i den leret-gule Ager,
og dér perser han sin Drue til en Cimbals vilde Klang,
og dér ler den brune Pige, mens hun Strengelegen tager
fra sin Elsker og belønner i sin Favn ham for hans Sang.
Og fra Sletten vokser Bjærge op mod Skyens svale Tinde,
og fra Bjærget haster Bække under Solens hede Brand,
og det syder og det bruser gennem Mand og gennem Kvinde —
og dér fødes disse Sange i det frie Ungar-Land.
Disse Sange af en Vemod — som om Hjærte-Roden griber —
af et mandigt-trodsigt Vildsind — af en Længsel altfor blød —
af et Haab, som stedse stirrer mod de første Morgenstriber
fra en nattedunkel Fortid af Forsmædelse og Nød. — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
