Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Gustav Esmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustav Esmann
413
Indgang, fra det kgl. Teater til Cirkusmanegen; han skrev i Blade
af alle Farver; han modtoges, med Forbehold, af al Slags Selskab.
Han fortalte en betegnende lille Anekdote: Ude i Jægersborg Allé
blev han standset af en Højhed, som underholdt ham om et
litterært Spørgsmaal. Netop da kom en celeber Cirkusklovn forbi, der
gav Esmann et dulgt Tegn til, at han vilde tale med ham. „Hvem
var den Mand, spurgte Højheden, var det en Diplomat?" „Det
var Lavater Lee, Deres Højhed". „Ah!" sagde Højheden og
gjorde bråt omkring. „Hvem var den Mand?" ytrede Lavater
Lee ... „Ah!" replicerede han, med ganske samme Tonefald og
Gestus og gjorde omkring.
Esmann fortalte den Slags smaa, oftest saltere Historier med
en henrivende tør Understregen. Uden strømmende Lune
fængslede han med knap og rap Karakteristik, som da han i én Streg
gav en tvivlsom Kollega i Udtrykket: han ser saa dejlig
uarreste-ret ud. Saa lo han med en lille, knitrende Latter, der lød næsten
godmodig. For Resten bar han ikke Nag; han gav villig det gode
Ord, endogsaa til dem han havde fornærmet. Med sine
Staalnerver altid spændstig, selv efter en ødet Nat, færdedes han
muntert lurende, hvor der var Liv og Pirring — Næsen skarp kroget,
Blikket hvast, ulastelig udhalet. Han lignede et fornemt lille
Rovdyr, en væver Ilder.
Han havde lagt sin Maske sikkert, den passede ham; han
følte den klædte. Det forhindrer ikke, at han undertiden trængte
til at løfte paa den, give Luft for sin medfødte Sentimentalitet,
paa Tomandshaand med en Ven; saa indrømmede han det alt
sammen. Han var god mod et Barn, kunde være flink Kammerat.
Man skulde kun ikke regne med det. Han anerkendte ikke det
Ord Pligt, afskyede alt, hvad der lignede Baand og Bur. Han har
et Par Gange skildret Ægteskab: i den raffinerede Bagatel Bouquet
de Chypre, i hvilken den lykkelige unge Mand drømmer om de
frie Dages Elskerinder, mens han venter sin Frue, og saa i „Før
Brylluppet", hvor Manden tynges og trættes og forringes som
Kunstner. Han vilde ikke vide af noget Aag, end ikke de
selvtagne. Det var en ubetalelig Idé, da man en Overgang fandt paa
at gøre ham til Direktør for Casino.
I en fint træffende Anmeldelse af Sardous „Lad os skilles*
skrev han, at dets Satire er Højden af Aandfuldhed for
Bourgeoisiet, „sentimental og egoistisk, dydig og frivol, reddende
Skinnet og spottende Idealet". Havde man spurgt ham, hvad Idealet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
